• Nyhed

Brøndby IF vil rejse sig via de gamle dyder

Annonce

Ambitionerne er stadig de samme i Brøndby IF, men det skal ske via talentudvikling, salg af spillere og på at være smartere end konkurrenterne

Top 3 er fortsat ambitionerne på Vestegnen, men der skal en langt større kloghed til at realisere klubbens visioner.

Tanken er, at Brøndby IF skal tilbage til de dyder, der kendetegnede klubben førhen: Talentudvikling og evnen til at sælge spillere.

Den centrale person i genrejsningen og visionerne i Brøndby IF, er fodbolddirektør Carsten V. Jensen, der blev ansat sidste sommer, og én af CV’s fremmeste opgaver bliver at skabe en sammenhængskraft mellem den professionelle afdeling samt amatørafdelingen. Det skriver Ekstra Bladet i en plusartikel.

Hele reformationen i klubben skal også ses i lyset af, at klubben har tabt i omegnen af 225 mio. kroner siden storaktionær Jan Bech Andersen kom til.

Talentudvikling er vejen frem

Carsten V. Jensen har tidligere været sportsdirektør i FC Nordsjælland, der er kendt for talentudvikling og evnen til at sælge spillere til store beløb. Det bliver netop også Carsten V. Jensens ansvarsområde i Brøndby IF.

“CV” har tidligere udtalt følgende til Ekstra Bladet:

“Vi vil gerne sælge spillerne, når de er 21-23 år. På det tidspunkt har de udviklet sig, præsteret i Superligaen og skabt værdi for os.”

Ifølge Brøndby IF’s Strategi 6.4 er ambitionerne, at Brøndby IF skal være en kontinuerlig del af top 3 indtil 2025. Herefter er målsætningen at de blå-gule igen skal spille med om mesterskabet.