Brøndby-legende bliver midlertidig cheftræner i Roskilde

Efter suspenderingen af Christian Lønstrup overtager Peter Foldgast cheftrænerjobbet i FC Roskilde

Det bliver den tidligere superligabomber Peter Foldgast, der skal forsøge at føre FC Roskilde frem til overlevelse i 1. division.

Han overtager cheftrænerjobbet i klubben i sæsonens sidste to kampe, efter at Christian Lønstrup tirsdag blev suspenderet for at have beskyldt flere af sine spillere for at stå bag matchfixing, da holdet senest tabte 1-2 til Lyngby i søndags.

Peter Foldgast har indtil onsdag været angrebstræner i klubben.

Assistenttræner John Bredal fortsætter i trænerteamet og skal bistå Peter Foldgast.

“Vi er glade for, at Peter vil hjælpe os i denne periode, og at det er en person, der kender spillerne godt gennem hans virke som angrebstræner i klubben,” siger klubejer Carsten Salomonsson.

FC Roskilde ligger på tiendepladsen og er to point over nedrykningsstregen inden sæsonens sidste to spillerunder.

/ritzau/

EFTERLAD ET SVAR

Please indtast din kommentar!
indtast venligst dit navn her