• Nyhed

Brøndby-nordmand nærmer sig comeback: Ingen smerter, når jeg spiller

Getty Images
Annonce

Tobias Børkeeiet har været igennem lidt af et skadeshelvede det seneste års tid, men nu lysner det endelig for Brøndbys norske midtbanespiller

Brøndbys Tobias Børkeeiet var senest på banen i de blågule farver tilbage i august 2019 i en kamp mod AGF.

Siden da har han siddet ude med en drilsk hofteskade. Heldigvis for midtbanespilleren er han nu tilbage på træningsbanen igen. Der skulle dog en operation i januar til, før det begyndte at gå den rigtige vej.

“Vi vurderede, at der skulle en operation til, for at jeg kunne blive klar fra min skade, og der er jo altid mange smerter forbundet med en operation. Så det har taget lang tid, men nu mærker jeg ingen smerter, når jeg spiller, og det er virkelig dejligt. Det er en stor lettelse,” udtaler han til klubbens hjemmeside og tilføjer:

“Nu træner jeg fuldt med uden problemer, men optimalt set havde jeg nok været med i en træningskamp eller reserveholdskamp for lige at bygge lidt på kampformen. Men vi træner selvfølgelig også kampsituationer i træningen, så der må jeg jo bare give den ekstra gas, så jeg i hvert fald er klar, når trænerteamet har brug for mig.”

Børkeeiet kom til Brøndby i sommeren 2019 og har spillet seks kampe for klubben indtil nu.

Har du endnu ikke hentet ronaldo.com-appen, hvor du kan følge med i de seneste fodboldnyheder, transferrygter og se videoer, kan du gøre det via linket herunder.