• Nyhed

Brøndby Stadion lægger græs til udskudt Danmark-Sverige opgør

Danmark, Sverige
Getty Images
Annonce

Der bliver forhåbentligt mindre blåt og gult end normalt på adressen, når Danmark møder Sverige i en venskabskamp i Brøndby til november

I juni måned skulle Brøndby Stadion både have dannet ramme om en venskabskamp mellem Danmark-Sverige og et opgør mellem Danmark-Norge. Der var dermed lagt op til et helt lille skandinavisk minimesterskab som optakt til sommerens EM-slutrunde, men så kom den stadigt igangværende corona-pandemi som bekendt og satte en stopper for alle større fodboldplaner.

Nu er det blevet besluttet, at arvefjendeopgøret mellem Danmark og Sverige i stedet skal spilles den 11. november. Det skal stadig gøres på Brøndby Stadion, og det er klubdirektør Ole Palmå godt tilfreds med.

“Da man på grund af Corona-pandemien flyttede EM til næste sommer, blev de to landskampe i juni mod hhv. Norge og Sverige aflyst, som jo ellers skulle have været spillet på Brøndby Stadion. Nu er vi stolte over, at vi endnu engang har fået tildelt arvefjendeopgøret mod Sverige på Brøndby Stadion i en venskabskamp til november. Vi glæder os til at byde de danske fans velkommen til de måske allerbedste faciliteter for fans her i Danmark med den integrerede Fanzone samt Familie Loungen,” udtaler han til klubbens hjemmeside.

Inden det kommer så langt skal Brøndby Stadion dog i første omgang bruges til et Superliga-opgør torsdag, hvor FC Nordsjælland gæster Vestegnen.

Har du endnu ikke hentet ronaldo.com-appen, hvor du kan følge med i de seneste fodboldnyheder, transferrygter og se videoer, kan du gøre det via linket herunder.