• Nyhed

Brøndby-træner inden topkamp: Tror ikke på en 0-0’er

Niels Frederiksen, Brøndby
Getty Images
Annonce

Brøndby tager søndag imod topholdet FC Midtjylland, og cheftræner Niels Frederiksen håber på en chancefyldt affære

Efter sidste weekends skuffende derbynederlag mod FC København skal Brøndby nu op på hesten igen, og det er en stor en af slagsen, der venter i denne weekend. For ingen ringere end Superligaens tophold fra Herning kommer på besøg i Brøndby, og cheftræner Niels Frederiksen anerkender, at der skal en skarp og effektiv præstation på bordet, hvis de blågule skal have point med fra kampen.

“Jeg tror ikke på en 0-0-kamp. Det er over 80 kampe siden, vi sidst gik fra en kamp i 3F Superligaen uden mål, så vi spiller sjældent 0-0. Vi vil gerne holde nullet, og vi er næsten altid i stand til at skabe chancer og score mål. Det bliver ekstra krævende mod FC Midtjylland, der har lukket så få mål ind, som de har, men jeg tror stadig på, at vi kan skabe chancer mod dem,” udtaler Frederiksen til Brøndbys hjemmeside.

“Det, der har kendetegnet os i mange af vores kampe, er, at vi har været ret effektive på vores chancer. Så det har ikke været nødvendigt at skabe så mange, men det har vi gjort. Selv om vi er det mest scorende hold i 3F Superligaen, så var vi ikke effektive nok i søndags. Det skal vi være mod FC Midtjylland.”

Defensiven skal være i orden

“Mod FC Midtjylland skal vi også have en stærk defensiv. Vi må ikke tillade, at de får for mange chancer mod os, hverken i åbent spil eller på standardsituationer, hvor de er skarpe. Og så skal vi se, om vi kan producere lige så mange store chancer, som vi gjorde sidste weekend.”

“På nogle områder kan FC København og FC Midtjylland godt minde om hinanden på den måde, at de begge spiller et relativt fysisk spil og lægger meget vægt på indlægsspillet, og på indlægsspillet er FC Midtjylland stærke, så der skal vi være skarpe. Men FCM er et mere dynamisk hold, et hurtigere hold,” afslutter cheftræneren.

Der er kampstart i Brøndby søndag kl. 18.

Har du endnu ikke hentet ronaldo.com-appen, hvor du kan følge med i de seneste fodboldnyheder, transferrygter og se videoer, kan du gøre det via linket herunder.