• Danmark - Superliga

Brøndby vælger at udskyde den forestående kapitaludvidelse

Getty Images
Annonce

Fodboldklubben Brøndby skulle have gennemført en aktieemission i år, men nu udskydes den til 2020

Selskabet bag superligaklubben Brøndby IF udskyder en planlagt aktieemission til næste år.

Det skriver klubben i en pressemeddelelse på sin hjemmeside.

Emissionen var oprindeligt planlagt til andet halvår i år, men udskydes i stedet til første kvartal næste år.

“I forbindelse med emissionen ønsker bestyrelsen at kunne beslutte at gennemføre kapitalforhøjelsen på anden måde end ved kontant betaling, herunder ved konvertering af selskabets gæld,” skriver Brøndby IF i meddelelsen.

Ved samme lejlighed har Brøndby indkaldt til en ekstraordinær generalforsamling, der skal finde sted 6. november.

Første halvdel af 2019 var dyr for selskabet bag superligaklubben Brøndby.

Selskabet kom ud med et minus på 41,7 millioner kroner før skat, og det var cirka 11 millioner lavere end det beløb, man havde budgetteret med.

Klubben lånte i andet kvartal 12 millioner kroner af bestyrelsesformand Jan Bech Andersen, mens han efter kvartalet har lånt Brøndby IF yderligere 30 millioner kroner, fremgik det af et regnskab i slutningen af august.

Det er ud over de 18 millioner kroner, som Brøndby lånte i 2018 af Jan Bech Andersen.

/ritzau/

Loading