• Offsite

Brøndbys dyreste indkøb i hver sæson i 2010’erne: Sådan klarede de sig

Annonce

I denne artikel zoomer vi ind på de dyreste indkøb i Brøndby i hver enkelt sæson i 2010’erne og ser på, hvordan de klarede sig i den blågule trøje

Det seneste årti har været ganske turbulent for Brøndby IF, som både har været på randen af nedrykning, men som nogle år senere pludselig var millimeter fra at snuppe det danske mesterskab.

Det er dog ikke kun på grønsværen, at de blågules ageren har været særdeles svingende.

Også på transfermarkedet har der været forrygende såvel som forfærdelige aktioner.

Herunder tager vi et kig på den dyreste spiller i hver enkelt sæson i 2010’erne og ser på, hvordan de klarede sig på Vestegnen.

2010/2011 – Clarence Goodson

Pris: Gratis

(Photo by Lars Ronbog/FrontzoneSport via Getty Images)

Brøndby brugte angiveligt ingen penge på nyindkøb i sæsonen 2010/2011, men nøjedes i stedet med at hente spillere på frie transfers.

Den mest prominente af disse var Clarence Goodson, som blev en fast mand på de blågules mandskab og endda også nåede at blive anfører.

Stopperen blev dog aldrig det bolværk, som man havde håbet, og klubbens fans var sjældent tilfredse med hans spil på grønsværen. I 2013 forlod han klubben og tog tilbage til MLS.

2011/2012 – Simon Makienok

Pris: 3,5 millioner kroner

Simon Makienok
(Photo by Lars Ronbog / FrontZoneSport via Getty Images)

Det kan godt være, at Brøndby gav 3,5 millioner kroner for Simon Makienok i HB Køge, men den lange angriber takkede til gengæld også for tilliden med et ganske flot målsnit på Vestegnen.

33 mål i 73 kampe er ikke til at kimse af, og Brøndby fik endda cirka fem gange så meget for angriberen, som de købte ham for, da de solgte ham til Palermo.

2012/2013 – Quincy Antipas

Pris: 5 millioner kroner

Quincy Antipas, Brøndby IF, BIF
(Photo by Jan Christensen/FrontzoneSport via Getty Images)

Quincy Antipas var en del af det Brøndby-mandskab, som lige akkurat reddede livet i Superligaen i 2013.

Den lynhurtige offensivspiller gjorde det i perioder ganske fint for de blågule, men mål leverede han ikke mange af, mens han var i klubben.

Blot seks mål i 46 kampe blev det til, inden han efter to sæsoner skiftede til Hobro.

2013/2014 – Alexander Szymanowski

Pris: 13,5 millioner kroner

(Photo by Lars Ronbog / FrontZoneSport via Getty Images)

I første omgang lejede Brøndby Alexander Szymanowski, og det viste sig at være en god idé, da argentineren brillerede og var en af efterårets helt store profiler i 2013.

Derfor besluttede de blågule at benytte sig af den købsoption, som de havde fået indskrevet i den første aftale, og det var en ganske dyr en af slagsen.

Szymanowski faldt herefter i niveau og blev aldrig den permanente stjerne, som man havde håbet. I 2015 forlod han klubben på en fri transfer.

2014/2015 – Daniel Agger

Pris: 26 millioner kroner

(Photo by Lars Ronbog/FrontZoneSport via Getty Images)

Et af årtiets absolut største Superliga-handler fandt sted i 2014, hvor Brøndby og Jan Bech fik hentet selveste Daniel Agger tilbage til Vestegnen fra Liverpool.

Den danske stopper viste stort overblik i de kampe, han var med i og gik forrest.

Efter to år sagde kroppen dog stop, og Agger lagde støvlerne på hylden efter nogenlunde succes i kølvandet på sin hjemkomst.

2015/2016 – Magnus Eriksson

Pris: 6,3 millioner kroner

Magnus Eriksson
(Photo by Lars Ronbog / FrontZoneSport via Getty Images)

Magnus Eriksson var derimod et af de større fejlkøb i 2010’erne for Brøndby.

Svenskeren kostede mere end seks millioner kroner og så på papiret ganske spændende ud.

Men Thomas Frank kunne ikke få meget ud af Eriksson, som slet ikke kunne finde melodien eller de mange mål, som han ellers tidligere havde scoret for Malmö FF. Kun to mål blev det til i Superligaen i hans eneste sæson.

2016/2017 – Hany Mukhtar

Pris: 10 millioner kroner

Hany Mukhtar, Brøndby IF
(Photo by Lars Ronbog / FrontZoneSport via Getty Images)

Hany Mukhtar kastede med det samme glimmer over både Superligaen og Brøndby, da han i 2016 kom til på en lejeaftale.

I sin første halvsæson imponerede han alt og alle og var en af grundstene bag Alexander Zornigers succes.

I foråret 2017 udnyttede Brøndby derfor en købsoption, som de havde sikret sig, men herefter faldt tyskerens niveau. Midtbanespilleren nåede aldrig samme højder igen, men spillede dog ganske fint i perioder, da de blågule var ved at vinde mesterskabet i 2018. Det glippede dog som bekendt til slut.

2017/2018 – Lasse Vigen

Pris: 11,5 millioner kroner

(Photo by Jan Christensen / FrontzoneSport via Getty Images)

Lasse Vigens første tid i Brøndby blev lidt af et eventyr. Kort efter sin ankomst scorede han blandt andet et suverænt hattrick i et opgør mod Lyngby.

Det skal nævnes, at prisen på 11,5 millioner kroner, som Brøndby angiveligt købte Vigen for i Fulham er et estimat fra Transfermarkt.

Den officielle pris er aldrig kommet frem og kan meget vel være en del mindre. Uanset hvad har Vigen dog gjort det fint og ser også ud til at skulle være et holdepunkt på Niels Frederiksens mandskab fremadrettet.

2018/2019 – Jens Martin Gammelby

Pris: 11 millioner kroner

jens Martin Gammelby
(Photo by Jan Christensen / FrontzoneSport via Getty Images)

I sommeren 2018 blev Jens Martin Gammelby hentet til Vestegnen for et ganske stort beløb, men backen har slet ikke formået at slå igennem.

Meget tyder på, at han nærmer sig et exit efter bare halvandet år i klubben, og det bliver sandsynligvis med et stort tab rent økonomisk for de blågule.

2019/2020 – Tobias Børkeeiet

Pris: 9,7 millioner kroner

BRONDBY, DENMARK – AUGUST 04: Tobias Borkeeiet of Brondby IF controls the ball during the Danish 3F Superliga match between Brondby IF and AC Horsens at Brondby Stadion on August 04, 2019 in Brondby, Denmark. (Photo by Jan Christensen / FrontzoneSport via Getty Images)

I sommer hev Brøndby den store tegnebog op af lommen og hentede Tobias Børkeeiet i Stabæk for knap 10 millioner kroner.

Nordmanden har desværre været skadet det meste af efteråret og imponerede ikke just i de få kampe, han nåede at få.

Det bliver ganske spændende at se, om midtbanespilleren bliver en succes i foråret og fremtiden generelt.

Loading