• Nyhed

Brønshøj Boldklub henter tidligere Brøndby-talent

Getty Images
Annonce

Efter et kort ophold i Spanien er unge Frederik Nørrestrand vendt hjem til Danmark, hvor han i den kommende tid skal tørne ud for Brønshøj

Frederik Nørrestrand blev for år tilbage beskrevet som et kæmpetalent i Brøndby, og forventningerne til midtbanespilleren var enorme.

Den nu 18-årige Nørrestrand formåede dog ikke at slå igennem på Vestegnen og forlod derfor barndomsklubben sidste sommer.

Herefter fulgte et kort ophold i Spanien, men nu er han tilbage i Danmark, og her har han skrevet under på en aftale med 2. divisionsklubben Brønshøj Boldklub.

Det skriver klubben på sin hjemmeside.

Brønshøjs sportschef Thomas Ibsen fortæller, at han glæder sig til at arbejde med den tidligere Brøndby-spiller.

“Frederik er et kæmpetalent, som vi venter os meget af. Han er et produkt af Brøndbys talentfabrik og bliver en klar forstærkning af truppen. Han har ikke spillet de sidste 8 måneder efter et uheldigt ophold i Spanien, men nu er han ved at komme i omdrejninger igen og har trænet med de sidste 5-6 uger,” fortæller Ibsen og fortsætter:

“Vi skal bygge ham op, så Frederik hos os vil få glæden ved fodbold tilbage igen. Det er noget, vi altid har været kendt for her i Brønshøj. Det bliver et godt match.”

Brønshøj ligger lige nu nummer tre i 2. divisions gruppe 1.