• Nyhed

Bulgarsk politi anholder yderligere to fra England-kampen

Getty Images
Annonce

Kampen mellem Bulgarien og England blev afbrudt på grund af racistiske tilråb, og nu er i alt seks personer anholdt

Bulgarsk politi har anholdt i alt seks personer med forbindelse til den racistiske adfærd, der fik fodboldlandskampen mellem Bulgarien og England afbrudt to gange. Tidligere havde politiet kun anholdt fire.

Det skriver flere internationale medier.

“Seks personer er anholdt, og vi leder efter yderligere tre,” siger Sofias politichef, Georgy Hadzhev, ifølge nyhedsbureauet AFP.

EM-kvalifikationskampen mellem Bulgarien og England blev afbrudt, da racistiske tilråb angiveligt blev rettet mod engelske spillere.

Billeder fra kampen viste desuden bulgarske tilskuere heile. Det nationale stadion i hovedstaden Sofia var i forvejen halvtomt på grund af en UEFA-straf efter racistisk adfærd i tidligere kampe.

Kampen blev gennemført med en suveræn engelsk 6-0-sejr til følge, men den har allerede fået et omfattende efterspil. Tirsdag trådte præsidenten for Det Bulgarske Fodboldforbund, Borislav Mihailov, tilbage.

Forinden var han blevet opfordret til at sige sit job op af den bulgarske regering, som tog afstand fra, at Bulgarien skulle forbindes med racisme og fremmedhad.

Tirsdag aften åbnede Det Europæiske Fodboldforbund (UEFA) en sag mod Bulgarien på baggrund af den racistiske opførsel.

Også Det Engelske Fodboldforbund (FA) blev sigtet, fordi de medrejsende engelske fans ifølge UEFA blandt andet forstyrrede afviklingen af den bulgarske nationalsang inden kampen.

Efter kampen sagde landstræneren for Bulgarien, Krasimir Balakov, at han ikke havde hørt de racistiske tilråb- eller lyde. Men efter anholdelserne var han ude at undskylde.

/ritzau/

Har du endnu ikke hentet ronaldo.com-appen, hvor du kan følge med i de seneste fodboldnyheder, transferrygter og se videoer, kan du gøre det via linket herunder.