• Nyhed

Champions League: Liverpool brillerer, Håland hugger til og Barcelona vinder

Alex Oxlade-Chamberlain, Liverpool FC
Getty Images
Annonce

Champions League-bolden rullede igen overalt i Europa onsdag aften, og det bød blandt andet på et kongemål fra Oxlade-Chamberlain, to Håland-scoringer og en Barcelona-sejr

I Belgien besøgte de forsvarende mestre fra Liverpool belgiske Genk, der både havde Joakim Mæhle og den tidligere FCM-stjerne Paul Onuachu med i startopstillingen. Der skulle imidlertid kun gå to minutter før Alex Oxlade-Chamberlain med et fladt og tørt skud i målhjørnet bragte The Reds i front.

Genk var dog overraskende godt med i opgøret og fik endda et mål lidt tvivlsomt annulleret af kampens dommer. Men i anden halvleg trak Liverpool fra, og igen var Oxlade-Chamberlain i centrum. Roberto Firmino fandt midtbanespilleren uden for feltet og på fuldstændig sublim vis satte han 2-0 scoringen ind via undersiden af overliggeren med et papegøjespark.

Det blev også 3-0, da Firmino, Salah og Mané kombinerede på flot vis. Egypteren fandt senegaleseren, der lobbede bolden elegant i nettet, og så var Liverpool på den grønne gren. Salah gjorde det derpå til 4-0 med en flot pirouette, inden Steven Odey reducerede for Genk til slutresultatet 4-1.

Barcelona-stjernerne sikrede svær sejr i Prag

FC Barcelonas stjerner var på besøg hos Slavia Prag i en kamp, som catalanerne skulle vinde. Og de kom godt på vej efter bare et par minutters spil, da Lionel Messi udnyttede en fejl i tjekkernes forsvar og scorede til 1-0.

Hjemmeholdet gjorde imidlertid god modstand, og Marc-André ter Stegen måtte flere gange agere redningsplanke for Barcelona. Fra anden halvlegs start kom Slavia Prags fortjente udligning så, da Jan Boril smækkede bolden forbi den tyske keeper.

Der skulle dog kun gå få minutter før Luis Suarez via en Peter Olyienka bragte Barcelona i front igen fra baglinjen. Derefter stod der Barca på det meste, men flere store afbrændere gjorde, at kampen endte 2-1.

Håland dobbelt målscorer, men forgæves

Erling Braut Håland og RB Salzburg tog hjemme imod Carlo Ancelottis Napoli, og nordmanden brugte kun otte minutter på at komme på tavlen. Men VAR annullerede korrekt scoringen for offside. Og så kunne Dries Mertens istedet bringe gæsterne i front på et flot mål fra en spids vinkel efter et kvarter.

Man kan dog ikke holde Håland nede længere, og fem minutter før pausen udlignede det norske stortalent så på straffespark for RB Salzburg. Men Dries Mertens havde ikke tænkt sig at stå tilbage for den unge angriber og bragte igen Napoli i front midt i anden halvleg.

Men Håland var heller ikke færdig endnu. Med et kvarter igen dukkede han op bag Napoli-forsvaret og headede hårdt bolden i nettet til slutresultatet 2-2. Blot 30 sekunder senere lå bolden dog i nettet i den anden ende igen ved Lorenzo Insigne.

I aftenens to øvrige opgør slog Benfica hjemme Lyon med 2-1, og Valencia måtte nøjes med 1-1 i Lille på en udligning fra franskmændende i det 94. minut. Inter Milan slog også Borussia Dortmund med 1-0. Læs mere om den kamp her.

Loading