• Nyhed

Chelsea besejrer Derby i Stamford Bridge-gensyn med Lampard

Annonce

Det var en emotionel opgave for Frank Lampard, der skulle lede Derby ud på sin gamle hjemmebane, hvor et formstærkt Chelsea ventede i Carabao Cup’en

Kampen fik en hæsblæsende start.

Chelsea, med danske Andreas Christensen i startelleveren, havde bragt sig i front efter et Derby-selvmål ved Chelsea-lejesvenden Fikayo Tomori efter 5 minutters spil, men den føring holdt i fire minutter, da Derbys Jack Marriot bragte The Rams tilbage på sporet.

1-1 efter ti minutters spil.

Efter 21 minutters spil kom Derby endnu engang bagud på selvmål, og denne gang var det anfører Richard Keogh, der stod med den uheldige notering.

Som ved 1-0-målet skulle Derby kun bruge få minutter til atter at bringe balance tilbage i regnskabet, da de reducerede til 2-2 ved Martyn Waghorn efter 27 minutter.

Uimponerede Derby byder Chelsea op til dans

Derby var totalt uimponeret over kulissen og holdt Chelsea til ilden gennem hele første halvleg. Chelsea sad på langt det meste af boldbesiddelsen, og især unge Ruben Loftus-Cheek var iøjnefaldende.

Efter 40 minutter kom Chelsea i front igen, da Cesc Fabregas tilfældigt modtog bolden i Derby-feltet og sendte et inderside skud afsted, der snød Scott Carson i Derby-målet efter en Derby-afretning.

Scoringen var Derby ikke tilfredse med, da de advokerede for et frispark forinden, men målet stod og pauseresultatet lød på 3-2 til Chelsea.

Chelsea tager fat

Fra anden halvlegs begyndelse satte Chelsea sig på spillet. Efter en times spil kunne man savne første halvlegs hektiske begyndelse, men status var, at Chelsea havde fuld kontrol.

Derbys første chance i anden halvleg kom efter 66 minutter, da målscoreren til 1-1 Jack Marriot sprintede fra gud og hver mand og sendte et drøn afsted mod Willy Caballero i Chelsea-målet, som boksede bolden ud til hjørnespark.

Derby skulle komme tæt på igen efter 84 minutter, da anfører Keogh modtager bolden inde i Chelsea-feltet, men Caballero i Chelsea-målet reagerede hurtigst.

Chelsea red slutstormen af sig, som blandt andet bød på et stolpeskud fra indskiftede Derby-angriber David Nugent, og sikrede videre avancement i Carabao Cup’en. Frank Lampard og Derby kan være stolte over en værdig præstation mod et af europas mest formstærke hold.