• Nyhed

Claudio Tapia: VM-fiasko gør stadig ondt på Messi

Annonce

Præsidenten for argentinsk fodboldforbund forventer Messis genkomst på landsholdet, når han er kommet sig over fiaskoen ved VM

Lionel Messis indsats for det argentinske landshold ved sommerens VM-slutrunde i Rusland var langt fra imponerende. Den lille tryllekunstner formåede blot at score et enkelt mål i fire kampe. Siden har han ikke optrådt for Argentina.

Men præsidenten for det argentinske fodboldforbund Claudio Tapia er overbevist om, at Messi en dag vil trække i landsholdstrøjen igen.

“Vi har den bedste i verden (Messi, red.), der giver en flere muligheder for at klare sig bedre. Nu er tiden inde til at lade ham fordøje skuffelsen over, hvad der fandt sted ved VM. Og jeg er ikke i tvivl om, at han vil fortsætte,” siger han til ESPN.

Lionel Messi har tidligere proklameret sin afgang fra landsholdet. Det skete i 2016, da Argentina tabte Copa America til Chile. Som bekendt valgte han efterfølgende at vende tilbage til landsholdet, da han hjalp Argentina med at spille sig til VM i Rusland.

Selvom hovedpersonen ikke selv har givet udtryk for, om han har tænkt sig at vende tilbage til landsholdet, så er Claudio Tapia ikke i tvivl om, at vi ikke har set det sidste til Messi på Argentinas landshold.

“Jeg har ikke talt med ham, fordi det ikke er tid til det. Men jeg kender til hans følelser for denne trøje,” siger Tapia.

Den lille superstjerne, der anses for at være en af de bedste spillere gennem tiderne, har scoret 65 mål og lagt op til 42 scoringer i 128 kampe for Argentina.

Har du endnu ikke hentet ronaldo.com-appen, hvor du kan følge med i de seneste fodboldnyheder, transferrygter og se videoer, kan du gøre det via linket herunder.