• Nyhed

Corlu går i Kahlenberg og Faxes fodspor: Får nummer 7 i Brøndby

Annonce

Rezan Corlu vender efter en sæson i Lyngby hjem til Brøndby, hvor han får trøjenummer 7, når ferien er overstået

Efter et års lejeophold i Lyngby med flere flotte præstationer til følge, er Rezan Corlu tilbage i Brøndby.

Her skal han fremover spille i trøjenummer 7. Det har Brøndby netop offentliggjort på deres hjemmeside.

Dermed skal Corlu fremover bære det nummer, som Thomas Kahlenberg, John Faxe Jensen og Allan Nielsen blandt andre tidligere har båret, da de spillede i klubben.

Og den hjemvendte offensivspiller glæder sig over sit nye nummer og den kommende tid på Vestegnen.

“Der er en masse gode spillere, der har båret nummer 7, og så har jeg fødselsdag den 7. august, så det er meget sjovt. Det er et fedt nummer, og jeg skal bare ud og give den gas, som jeg gjorde i Lyngby. Jeg glæder mig til at spille på Brøndby Stadion igen,” fortæller han til Brøndby Indefra og fortsætter:

“Jeg har glædet mig utroligt meget til at kunne tage den (Brøndby-trøjen, red.) over hovedet igen og at være tilbage. Jeg er glad.”

Corlu må dog vente en smule med sin officielle hjemkomst til Brøndbys førstehold, idet han har karantæne i de to første kampe af den kommende Superliga-sæson i kølvandet på det røde kort, som han pådrog sig i sin sidste kamp for Lyngby mod Hobro.

Har du endnu ikke hentet ronaldo.com-appen, hvor du kan følge med i de seneste fodboldnyheder, transferrygter og se videoer, kan du gøre det via linket herunder.