Danmarks rivaler i EM-kvalifikationen deler i Dublin

Schweiz bragte sig foran i slutfasen, men det lykkedes Irland at kæmpe sig tilbage og få 1-1 på eget græs

Danmarks to hårdeste rivaler delte torsdag aften med hinanden i kvalifikationen til næste års EM.

Det skete, da Irland hjemme i Dublin spillede 1-1 mod Schweiz.

Fabian Schar lignede en matchvinder for gæsterne, da han et kvarter før slutfløjt bragte gæsterne foran.

Selv om det så en anelse håbløst ud, så lykkedes det irerne at få kæmpet det ene point hjem. Fem minutter før tid blev bolden øst indover til David McGoldrick, der headede bolden i mål.

Det var ikke første gang, at schweizerne indkasserer et sent mål i EM-kvalifikationen. Tilbage i marts var Schweiz foran med 3-0 mod Danmark i et opgør, der endte 3-3 efter tre sene danske mål.

De irske værter lagde ud med stor energi i torsdagens opgør og spillede sig frem til en række muligheder, men den afgørende kvalitet manglede foran mål.

Mick McCarthy, Irland

Irlands landstræner fryder sig over, at Danmark smed point

Mick McCarthy fortæller, at hans spillere ærgrede sig, da Georgien misbrugte frispark i 0-0-kamp mod Danmark

Som anden halvleg skred frem, begyndte schweizerne at true hjemmeholdets mål.

Begge mandskaber var særdeles ineffektive, lige indtil Schweiz fik sat et perfekt angreb sammen.

Det irske forsvar blev spillet tyndt med hurtige kombinationer og til sidst kunne Schar dygtigt placere bolden forbi Darren Randolph i det irske mål helt ude ved stolpen.

Irland var nu tvunget til at satse endnu mere, og det lykkedes at få det ene point på David McGoldricks sene hovedstødsmål.

Irland topper kvalifikationsgruppe D med 11 point for fem kampe. Danmark følger efter med otte point for en kamp færre. Danskerne vandt torsdag 6-0 ude over Gibraltar.

Schweiz er på tredjepladsen med fem point for tre kampe.

/ritzau/

EFTERLAD ET SVAR

Please indtast din kommentar!
indtast venligst dit navn her