• Kamp

Dansker bomber Feyenoord til sejr

Feyenoord v Real Sociedad - Pre-Season Friendly
Getty Images
Annonce

Med to mål i 3-1-sejr over Heerenveen fordoblede Nicolai Jørgensen sin målhøst i den hollandske liga

Nicolai Jørgensen scorede lørdag to gange for Feyenoord i en hjemmesejr på 3-1 over Heerenveen i Æresdivisionen.

Angriberen, der tidligere på ugen fyldte 29 år, slog til før pausen med højrefoden og hovedet.

Efter at angrebsmakkeren Luis Sinisterra havde bragt Feyenoord foran med 1-0, overtog danskeren scenen.

Godt et kvarter inde i kampen fik Jørgensen en Heerenveen-forsvarer til at famle rundt på fødderne, inden han sparkede bolden forbi en anden forsvarer og i mål til 2-0 ude ved stolpen.

Ti minutter senere brugte han kroppen til at holde en Heerenveen-spiller på afstand i forbindelse med et hjørnespark. Stående på jorden headede Nicolai Jørgensen hjemmeholdet på 3-0.

De mere end 40.000 tilskuere på De Kuip fik dermed set et par glimt af den målnæse, der i 2016/17-sæsonen gjorde danskeren til ligatopscorer i Holland med 21 mål.

Med lørdagens to scoringer er han nu oppe på fire sæsonscoringer for Feyenoord, der er placeret på en fjerdeplads i tabellen – ti point bag Ajax Amsterdam på førstepladsen.

Efter pausen fik gæsterne fra Heerenveen pyntet på resultatet med et mål til 3-1.

/ritzau/

Har du endnu ikke hentet ronaldo.com-appen, hvor du kan følge med i de seneste fodboldnyheder, transferrygter og se videoer, kan du gøre det via linket herunder.