• Nyhed

Dommerformand: Dommerne skal trænes op

Getty Images
Annonce

De danske VAR-dommere skal lære at håndtere tv-billeder, så de hurtigt kommer frem til den korrekte kendelse

Når dommerne i Superligaen skal lære at håndtere videodommersystemet VAR, bliver den største udfordring at sikre, at VAR-pauserne ikke bliver for lange og ødelægger kampene for både spillere, publikum og tv-seere.

Det siger den tidligere superligadommer Michael Johansen, efter at Dansk Boldspil-Unions (DBU) bestyrelse søndag godkendte planerne om at indføre VAR i Superligaen fra 2020/21-sæsonen. Michael Johansen tiltræder 1. juli officielt som formand for DBU’s dommergruppe.

“Den største udfordring for dommerne er, at de skal implementere en løsning, som er ny, i forhold til det vi er vant til. Dommerne skal trænes op i at se de korrekte kendelser på tv-billeder.”

“Det gør vi i forvejen, når vi laver videoanalyser af kampene, men nu kommer vi selv til at kunne vælge tv-vinklerne.”

“I andre lande kan vi se, at der er en udfordring med, hvor lang tid der går, fra man stopper spillet, til man har den rigtige kendelse. Den tid skal være så kort som mulig. Vi har set kedelige eksempler på forløb, der har taget mange minutter, og det skal vi undgå,” siger Michael Johansen.

Forhastede beslutninger ikke vejen frem

Selv om tiden er vigtig, må en VAR-kendelse heller ikke blive en forhastet beslutning, understreger han.

“Det værste, der kan ske, er, hvis man omstøder en korrekt beslutning på baggrund af de første billeder, hvis man på andre billeder fra en anden vinkel kort efter kan se, at den oprindelig dom var korrekt. Det er en balance, dommerne skal finde.”

“Der er ingen tvivl om, at dommerne løbende bliver bedre til at håndtere VAR, så de hurtigere kommer frem til den rigtige beslutning. Det kommer med træning,” siger Michael Johansen.

Selv om VAR kan fange graverende fejl, må dommerne ikke blive tilbagelænede og tro, at VAR i sig selv er nok til at redde dem på en uheldig dag.

“Jeg har også hørt en opfattelse af, at dommere undlader at dømme straffespark, fordi VAR kan fange det for dem bagefter. Det er meget forkert. Dommerne skal dømme som om, der ikke er VAR. Udgangspunktet er, at dommerne dømmer det, som de ser i et splitsekund.”

“Hvis man laver så åbenlys en fejl, at enhver på stadion og tv kan se, at der er straffespark, så vil der være en kritik af en dommer, der ikke dømte det. Det vil der også være, selv om VAR fanger det bagefter,” siger Michael Johansen.

Dommeres suverænitet svækkes

Videohjælpen kan komme dommerne til undsætning i forbindelse med scoringer, mulige straffespark, direkte røde kort og i forbindelse med identificering af den spiller, som skal modtage et kort.

Selv om VAR reducerer kampdommerens suverænitet, hylder dommerne tiltaget, siger dommerformanden.

“Alle dommerne er positive over for, at VAR kommer ind, for vi er interesserede i at få den rigtige kendelse. Vi er ikke interesserede i, at en kamp får en forkert vinder på grund af en forkert kendelse. Det er det værste, man kan opleve som dommer.”

“Derfor er VAR et godt værktøj, og det er ikke et nederlag at blive korrigeret af VAR, som kan fange nogle ting, man ikke altid kan nå at se på et splitsekund,” siger han.

I løbet af det næste år skal dommerne oplæres og certificeres i at bruge VAR, så det kan benyttes i Superligaen fra juli 2020. VAR skal blandt andet testes i Reserveligaen.

/ritzau/

Loading