• Nyhed

Efter baneproblemer: AGF anlægger hybridbane efter Hobro-kamp

Getty Images
Annonce

Der er godt nyt til AGF-fans og baneforholdene på Ceres Park, der efter Hobro-kampen får anlagt en ny hybridbane

AGF’s forårspremiere mod Randers FC blev som bekendt udsat til midt i marts efter græstæppet på Ceres Park var massivt hærget efter den megen nedbør.

Fredag venter en hjemmekamp mod Hobro IK, men det bliver den sidste kamp under dårlige baneforhold. Det skriver AGF torsdag på sin hjemmeside.

Aarhus-klubben skriver, at anlæggelsen af den nye bane allerede går i gang efter Hobro-kampen, og løsningen bliver en ny bane med hybridgræs, som kort fortalt er en bane, der bliver forstærket med kunstgræsfibre.

AGF’s administrerende direktør Jacob Nielsen fortæller, hvorfor det først nu er muligt at komme baneudfordringerne til livs:

“I stedet for at vente har vi besluttet at lægge en ny bane nu, og vi har fundet en god løsning, der er i harmoni med sommerens to koncerter på Ceres Park. Efter på fredag sikrer vi, at græstæppet på Ceres Park bliver så optimalt som muligt, og det bliver en rigtig flot bane, vi kan præsentere, når vi møder Randers FC i den udsatte kamp”, siger Jacob Nielsen.

I Danmark er der ligeledes anlagt hybridbaner på Brøndby Stadion og i Telia Parken, mens FC Midtjyllands træningsanlæg ligeledes har en sådan bane, hvilket blandt andet kommer landsholdet til gode, når der er landsholdssamling i Herning.