Efter United-Liverpool kontroversen: Bruges VAR forkert i Premier League?

VAR, Premier League

VAR har fået en turbulent start på tilværelsen i Premier League. Efter det seneste stormvejr i forbindelse med Manchester United-Liverpool kigger vi nærmere på problemerne

Da verdens største fodboldliga inden denne sæson endelig bøjede sig og indførte det omdiskuterede VAR-system, blev det gjort med utallige forsikringer om, at man ikke ville lade det gå ud over spillets rytme og fart. Dommeren ville stadig få det sidste ord, og VAR ville kun blande sig, hvis det var absolut nødvendigt. Det lød umiddelbart som en fornuftig måde at komme et af videodommerens mest irriterende kendetræk – de lange spilophold under gennemsynene – til livs. Og det må også siges til en vis grad at have virket.

I Premier League går der markant færre frustrerende minutter med at se på dommere, der kigger på skærme, mens alle holder vejret. I stedet får kampens dommer besked i øret fra overvågningsrummet, og hvis det ikke handler om et åbenlyst rødt kort, offside eller en decideret fejlkendelse så, ja, sker der ikke noget. Men et andet og uforudset problem er vokset frem af den “hands off”-tilgang til VAR-systemet. For det virker nu til, at der skal nærmest urimeligt voldsomme dommerfejl til for at få omstødt visse slags kendelser, mens andre typer af mulige forseelser ændres på grund af minimal kontakt eller centimetres forkert position.

Det har allerede ved flere lejligheder givet anledning til voldsomt brok i forbindelse med mål, der annulleres for offside af VAR på grund af så minimale overskridelser, at det blotte øje ikke kan se dem. Man kan sætte spørgsmålstegn ved, hvordan det hjælper spillet at få mange flere mål annulleret, men samtidig må man også medgive, at offside-reglen er lavet til at blive læst ortodokst – enten er man offside, eller også er man ikke offside.

AC Milan v Empoli - Serie A

Manglende konsekvens forstyrrer og forvirrer

Nej, problemet kommer nærmere, når VAR-medhjælperne skal vurdere, om der er foregået en ulovlighed i opspillet til et mål eller i forbindelse med en mulig straffesparksdom. Eksemplerne på manglende indgriben er allerede talrige i denne Premier League-sæson. Fortolkningen af VAR’s anonyme rolle synes taget til ekstremerne, når man som almindelig dødelig tilskuer kan se klokkeklare straffespark, der ikke bliver hverken dømt eller omstødt på trods af tydelig kontakt.

Ji Sung Park Ole Gunnar Solskjær Cesar Azpilicueta

Top 10: De bedste kælenavne i fodboldens verden

I dag tager vi et kig på 10 fodboldspillere med helt fantastiske kælenavne. Mangler vi nogen på vores liste?

I søndagens storkamp mellem Manchester United og Liverpool kom seneste eksempel på en VAR-kontrovers a la Premier League. Ved Marcus Rashfords åbningsscoring for hjemmeholdet blev gæsternes Divock Origi tydeligt sparket på læggen, da han mistede bolden. VAR kiggede på situationen og valgte at lade målet stå. Tilsyneladende en uforståelig kendelse, da kontakten mellem spillerne var klar og åbenlys. Og netop heri ligger det problematiske i Premier Leagues brug af VAR.

For man kan egentlig godt argumentere for, at Origi ikke skal have frispark. Bolden er ved at løbe væk fra ham, og han underspiller heller ikke situationen. Derfor kan dommerens skøn fint være, at forseelsen ikke er alvorlig nok til at underkende scoringen. Men det svinger rigtig dårligt med de engelske reglers holdning til hånd på bolden, som Liverpool fik at føle få minutter senere. For da Sadio Mané i den anden ende af banen på minimal og relativt tilfældig vis kom til at bruge hånden i opbygningen til sin udligning, udviste VAR ingen nåde.

Implementering må gentænkes

Udligningen blev annulleret, og det er helt efter bogen. Men bogen er netop sagens kerne. Hvis Premier League vil gå forrest i kampen om at integrere VAR gnidningsløst i spillet og ikke lade robotterne ødelægge sjoven, så bliver de også nødt til at pudse reglerne af. Det er uholdbart, at en type kampafgørende handlinger ikke får konsekvenser, mens en anden får den yderste konsekvens blot fordi den involverer en anden kropsdel – især når det hele kan ses sort på hvidt på video. Og det er endda uden at gå ind i den håbløse distinktion mellem, om det er det angribende eller forsvarende hold, der tager hånden til brug. Hånd på bolden har alle dage været et problembarn i moderne fodbold, men VAR i Premier League har taget komplikationerne til nye højder.

VAR er kommet for at blive, men Premier League bør for alles skyld genoverveje, hvordan de vil bruge det. For i dets uigennemskuelige og selvmodsigende nuværende udgave bidrager det mest af alt til endnu flere diskussioner af dommerkendelser end førhen, og det har jo aldrig været meningen. Enten skal der ændres på flere tvivlsomme domme i forbindelse med opspil og mulige straffespark, eller også skal der omskrives og lempes på reglerne for hånd på bolden. Og hvis de så ved samme lejlighed lige kunne kigge på den offside-regel, så vi slipper for de hårfine annulleringer, så ville spillet reelt set være blevet forbedret.

Leon v Cruz Azul - Torneo Clausura 2019 Liga MX

EFTERLAD ET SVAR

Please indtast din kommentar!
indtast venligst dit navn her