• Nyhed

Efterforskere: Sala fik farlig mængde kulilte før flystyrt

Cardiff City v AFC Bournemouth - Premier League
Getty Images
Annonce

Emiliano Sala og hans pilot fik en livsfarlig mængde kulilte, inden deres fly styrtede ned i januar, viser nye undersøgelser ifølge britiske efterforskere

Den argentinske fodboldspiller Emiliano Sala og hans pilot blev udsat for farlige niveauer af kulilte, inden deres fly styrtede ned i januar 2019 og dræbte dem begge.

Det siger britiske efterforskere ifølge nyhedsbureauet AP.

Undersøgelsesafdelingen for luftfart siger onsdag, at toksikologiprøver viser, at Sala havde et højt mætningsniveau af COHb, en kombination af kulilte og hæmoglobin, i sit blod.

Niveauet befandt sig på 58 procent, og et niveau på mere end 50 procent betragtes generelt som potentielt dødeligt hos et sundt individ, lyder det.

Sala var netop skiftet fra franske Nantes til Premier League-klubben Cardiff, da han var på et kort besøg i Frankrig for at sige farvel til sine tidligere holdkammerater.

For at komme hurtigt tilbage satte han sig i et lille enmotorsfly, og det fik altså tragiske konsekvenser. Flyet styrtede i Den Engelske kanal 21. januar, og Salas krop blev først fundet to uger senere.

Piloten David Ibbotsons lig er stadig ikke fundet.

/ritzau/

Loading