• Nyhed

En reducering af Superliga-kampe kan komme på tale

Soccerex Global Convention - Day 2
Getty Images
Annonce

Formanden for Divisionsforeningen erkender, at Superligaen kan blive reduceret, hvis den skal færdigspilles

Divisionsforeningen har i dag meddelt, hvad planerne er for Superligaen i den nærmeste fremtid. Coronakrisen har medført, at ligaen står stille, men hvad der skal ske efter er stadig uvist.

Foreningen har gjort det klart, at man vil gå efter at færdigspille divisionerne, så der kan findes en mester samt op- og nedrykkere. Men det kan blive på en sæson, hvor der spilles færre kampe.

Det siger Claus Thomsen, der dog uddyber, at hvis denne beslutning skal træffes, så bliver det fra en uafhængig instans.

“Der har været spurgt om, hvem der kan og skal tage beslutninger, hvis vi kommer derud, hvor turneringen ikke kan afsluttes på normal vis. Svaret er, at det skal være så uvildig en instans som muligt, der udarbejder løsningerne. Kompetencen er i udgangspunktet givet af generalforsamlingen til bestyrelsen,” siger Thomsen og fortsætter:

“Bestyrelsens ni klubrepræsentanter er fuldt bevidste om deres ansvar, men betragter sig ikke som habile i de beslutninger, og har givet kompetencen videre til den uafhængige administration, fordi det er den ansvarlige måde at varetage turneringerne på. Ikke til en enkeltperson, men til administrationen, som jeg er i spidsen for.”

Tidligere har flere klubber udtrykt bekymring for, at de kunne rykke ned på baggrund af et valg bag et skrivebord.