• Nyhed

Eriksen-mål ikke nok: Arsenal kommer flot tilbage i North London-derby

Getty Images
Annonce

Christian Eriksen åbnede scoringen og Harry Kane udbyggede føringen. Men Lacazette og Aubameyang reddede 2-2 for Arsenal

Der var lagt op til festfyrværkeri, nabohad og mål, da Arsenal tog imod Tottenham i årets første North London-derby, og både Unai Emery og Mauricio Pochettino havde taget kanonerne med. Arsenal stillede op med den frygtede fronttrio af Pierre-Emerick Aubameyang, Alexandre Lacazette og Nicolas Pepe, og Spurs havde igen Christian Eriksen placeret bag Harry Kane.

Der var fuld knald på fra start af, hvor især Arsenal lignede et hold, der ikke ville kimse af et tidligt føringsmål. Men det var dog gæsterne, der først kom på tavlen.

Heung-min Son driblede smart gennem Arsenal-forsvaret og fandt Erik Lamela på kanten af feltet. Argentineren sendte en svag afslutning afsted, men keeper Bernd Leno parerede endnu svagere lige ud til en fremstormende Christian Eriksen, der kunne prikke bolden i det tomme mål. Det var samtidig danskerens 50. mål i Premier League – den første, der har nået den ære.

Så var kampen ellers åbnet op, og Leno fik mulighed for at gøre skaden lidt god igen, da han efter et kvarters spil var ude i fuld længde og sendte et farligt Son-forsøg uden om stolpen.

Kort efter sendte Aubameyang et fremragende indlæg på tværs til Pepe i den anden ende, men en heroisk kropsblokade fra Danny Rose forhindrede en udligning.

Derefter gik kampen ind i et mere rodet stadie, hvor ingen af holdene rigtigt formåede få overtaget. Det næste mål lå ikke desto mindre stadig i luften.

Arsenal holder sig i live

Og det kom da også kort efter, og igen var Eriksen involveret. Danskeren sendte et farligt frispark mod mål, og Leno kunne kun parere ud på flanken, hvor Son stod klar. Han gik ind i feltet, hvor Granit Xhaka fjernede benene under ham, og så kunne Harry Kane sikkert score til 2-0 fra pletten.

Så havde Arsenal pludselig et bjerg at bestige på eget græstæppe, men altid livlige Pepe var tæt på at stjæle en hurtig reducering med en farlig afslutning. Det lykkedes ikke, men i dommerens overtid fik de hul på bylden.

Pepe sendte en lækker yderside-aflevering til landsmanden Lacazette, og så bankede han ellers bolden op i nettaget bag Hugo Lloris. Dermed var Arsenal i den grad stadig med i kampen, da pausefløjtet lød.

Arsenal startede anden halvleg som lyn og torden og efter bare 45 sekunder kunne Lacazette have fordoblet sin og Arsenals måltotal, da Maitland-Niles sendte en god bold på tværs. Men hovedstødet blev snuppet af Lloris.

Det gav imidlertid også plads i den anden ende, og kort efter måtte Leno igen agere redningsplanke, da han fik fingerspidserne på endnu et nærgående Son-forsøg.

Comebacket fuldføres

Men det var Gunners, der sad på tingene, og efter 10 minutters spil kom både Matteo Guendouzi og Sead Kolasinac utroligt tæt på at udligne gæsternes føring. Men godt målmandsspil og uskarphed holdt Spurs-føringen intakt.

Og så kom Kane pludselig tæt på at score, da angrebsstjernen bankede en farlig afslutning på stolpen i Arsenal-målet. Tempoet var yderst hektisk, og det virkede ikke til, at det næste mål kunne være langt væk.

Arsenal satte Real Madrid-lejesvenden Dani Ceballos ind efter 20 minutter, og han testede resolut Lloris igen med et fremragende dykkende langskud.

Tottenham stillede sig længere og længere tilbage og håbede på kontrastød, men det skulle vise sig at være en farlig taktik. For efter 70 minutters spil sendte Guendouzi en sublim bold i dybden, og der dukkede Aubameyang op som trold af en æske og prikkede den forbi Lloris.

Så var Arsenal-comebacket komplet, og Tottenham var ved at smide det hele væk. Det viste sig i kampbilledet, hvor Eriksen og Co. mest bare lignede nogle, der gerne ville have et slutfløjt hurtigst muligt. Samtidig skød de røde på alt, hvad der rørte sig.

Og i sidste ende sluttede det voldsomt underholdende North London-derby med pointdeling og 2-2. Resultatet betyder, at Arsenal nu indtager Premier Leagues femteplads, mens Tottenham må tage til takke med niendepladsen.

Har du endnu ikke hentet ronaldo.com-appen, hvor du kan følge med i de seneste fodboldnyheder, transferrygter og se videoer, kan du gøre det via linket herunder.