• Nyhed

FC Basel køber dansk keeper

Annonce

28-årige Martin Hansen skifter tyske Ingolstadt ud med det schweiziske storhold FC Basel

Tirsdag aften blev det officielt, at den tidligere Viborg- og FC Nordsjælland-keeper Martin Hansen fra næste sæson skal spille i schweizisk fodbold. Målmanden har de sidste to år repræsenteret tyske Ingolstadt, men tager nu turen til FC Basel, der sidste år kom på andenpladsen i den schweiziske liga.

Hansen startede karrieren i Liverpool, hvor det dog aldrig blev til en eneste officiel kamp. Derefter gik turen hjem til Danmark, hvor han først vogtede målet i Viborg og derefter i FC Nordsjælland. Det kastede en transfer til den hollandske liga af sig, hvor ADO Den Haag stod klar til at prøve lykken med Hansen. To sæsoner og 65 kampe senere skiftede han derpå til Bundesliga-klubben Ingolstadt.

I Tyskland gik det udmærket for Hansen, men da Ingolstadt rykkede ned, blev han lejet ud til Heerenveen i Holland. Og nu går turen altså til Schweiz for målmanden, der i 2016 for en kort periode blev verdenskendt, da han scorede et fremragende hælmål for ADO Den Haag mod PSV dybt inde i dommerens overtid.

 

Har du endnu ikke hentet ronaldo.com-appen, hvor du kan følge med i de seneste fodboldnyheder, transferrygter og se videoer, kan du gøre det via linket herunder.