• Kamp

FC København forlænger europæisk eventyr efter tyrkisk afklapsning

FC København
Getty Images
Annonce

FC København leverede en helstøbt indsats mod et skuffende Basaksehir-mandskab, som man sendte ud af Europa League efter 3-0 i Parken

Der ventede FC København lidt af en gyser onsdag aften, hvor returopgøret i Europa League med Istanbul Basaksehir skulle afvikles.

Københavnerne havde et 0-1-nederlag at indhente, og der var dermed lagt op til en jævnbyrdig affære, men sådan blev det ikke just.

Efter mindre end fire minutters spil var der allerede bragt balance i regnskabet, da Guillermo Varela fandt Jonas Wind på et indlæg, som blev headet i kassen til 1-0.

FCK havde kampen i gennem forholdsvist let ved at spille sig til fornuftige muligheder mod et tyrkisk mandskab, der virkede til at lide alvorligt af mesterskabstømmermænd.

Den næste danske scoring kom dog først i anden halvleg, da Pep Biel parkerede Gael Clichy på højrekanten, hvorefter spanieren forsøgte at finde Rasmus Falk i dybden.

Der kom dog en tyrkisk hånd på bolden, og der blev prompte fløjtet for straffespark, som Jonas Wind satte stensikkert i kassen.

Nu forventede man en større indsats fra Basaksehir i jagten på en reducering, men der var ikke meget, som fungerede for de nykårede mestre.

I stedet slog Rasmus Falk sømmet i kisten efter en times spil, da han efter godt opspil roligt kunne lægge bolden forbi målmand Mert Günok til 3-0.

Ståle Solbakkens tropper kørte herfra resten af kampen roligt hus og er dermed klar til Europa Leagues kvartfinaler, hvor det efter alt at dømme bliver til et spændende møde med Manchester United, der senere onsdag skal forsvare en 5-0-sejr mod LASK Linz.

Kampen mod de engelske giganter spilles allerede mandag aften i Köln.

Har du endnu ikke hentet ronaldo.com-appen, hvor du kan følge med i de seneste fodboldnyheder, transferrygter og se videoer, kan du gøre det via linket herunder.