• Kamp

FC Nordsjælland sikrer sig sejren i El Plasticó

Kamaldeen Sulemana, FC Nordsjælland
Getty Images
Annonce

Magnus Kofods drømmemål var med til at sikre FC Nordsjælland tre point, da de var på besøg i Silkeborg

Der var fredag aften endnu engang dansk fodbold på menuen, da Silkeborg IF og FC Nordsjælland mødtes i ‘El Plasticó’ på Jysk Park.

Knap 20 minutter inde i kampen blev FC Nordsjælland tildelt et frispark et godt stykke ude fra feltet. Magnus Kofod Andersen fik ansvaret for at sparke det, og her skuffede den talentfulde midtbanespiller ikke.

Den 21-årige Magnus Kofod bragede nemlig bolden helt op i venstre målhjørne uden chance for Rafael Romo i Silkeborg-målet.

Den føring blev udbygget af FC Nordsjælland kort før pausen, hvor Kamal Deen Sulemana tog en flot solotur op af venstre kanten. Den 18-årige offensiv profil tog et skarpt træk ind i banen, hvorefter han resolut sparkede bolden ind til 2-0.

Et velspillende FC Nordsjælland-mandskab kunne derfor gå til pause med en 2-0-føring i bagagen, mens Kent Nielsen skulle tale med store ord i pausen, hvis det skulle blive til point.

Om han gjorde det vides ikke, men det var et forandret Silkeborg-mandskab der kom ud til anden halvleg. De stillede sig højere oppe på banen, og kom frem til flere chancer.

En indlæg fra venstre endte bagerst i feltet, hvor Rasmus Carstensen stod helt fri til at sparke bolden i mål. Nikolai Larsen afværgede dog flot forsøget, og holdt derfor Silkeborg fra en reducering.

I den anden ende bed FC Nordsjælland også fra sig, og Muhamed Kudus havde en kæmpe mulighed med 25 minutter igen.

Kudus udnyttede en fejl fra Silkeborg-defensiven, og kom alene igennem med Romo. Nordsjælland-profilen afdriblede herefter Romo, men sparkede efterfølgende bolden forbi målet.

Det var Silkeborg IF, der skulle presse på for scoringer til sidst, men Kent Nielsens tropper havde ikke meget at komme med. FC Nordsjælland kunne derfor sikre sig tre vigtige point i kampen om en plads i top 6.

Har du endnu ikke hentet ronaldo.com-appen, hvor du kan følge med i de seneste fodboldnyheder, transferrygter og se videoer, kan du gøre det via linket herunder.