• Nyhed
  • Transfer

FCK henter Kenan Kodro i Mainz

Annonce

FC København er godt i gang med at styrke offensiven forud for næste sæson. Nu har man hentet Mainz’ bosniske landsholdsangriber, Kenan Kodro

Kenan Kodro er hentet til FC København på en fireårig aftale. Det meddeler man på FCK’s egen hjemmeside.

I mandags meddelte klubben, at man havde hentet sin tidligere angriber, Dame N’Doye, tilbage til København, og nu fortsætter man altså med at forstærke sig forud for næste sæson, hvor FCK skal revanchere sig efter sidste sæsons skuffende præstationer.

Kodro spillede i ungdomsårene i Real Sociedad, hvorefter han tog til Osasuna, som han repræsenterede i La Liga. Senere gik turen til Mainz, hvorfra han har været udlejet til Grasshopper i Schweiz.

”Jeg ser virkelig frem til at komme i gang sammen med mine nye holdkammerater og er parat til at give alt for at hjælpe klubben og gøre fansene stolte ved at vinde trofæer og opnå succes i de europæiske turneringer. Jeg er overbevist om, at klubben går en god fremtid i møde,” siger Kenan Kodro ligeledes til FCK’s hjemmeside.

FCK-træner Ståle Solbakken hæfter sig ved Kodros evne til at sammenkoble en god fysik med en solid teknik. Han er desuden glad for bosnierens arbejdsomhed.

Kodro har allerede tilsluttet sig FCK’s trup i Østrig, hvor man er på træningslejr.

Har du endnu ikke hentet ronaldo.com-appen, hvor du kan følge med i de seneste fodboldnyheder, transferrygter og se videoer, kan du gøre det via linket herunder.