• Kamp

Fem mål og to røde kort, da Barcelona nedkæmpede Real Betis i tæt affære

FC Barcelona
Getty Images
Annonce

Real Betis var foran to gange, men måtte til sidst se sig slået 3-2 af FC Barcelona, der holder snor i Real Madrid

Efter Real Madrids overbevisende 4-1 sejr over Osasuna tidligere på dagen, skulle FC Barcelona forsøge at holde trit ude mod Real Betis. Men skadesproblemer og interne spændinger har kastet lange skygger over mestrene i de sidste uger, og det skulle heller ikke vise sig at blive let i Andalusien.

For der skulle bare gå fem minutter før hjemmeholdet fik tilkendt et straffespark. Clement Lenglet havde hånd på bolden, og så kunne Sergio Canales sikkert bringe Betis i front.

En sand mareridtsstart for Barcelona, der nu skulle jagte en udligning. Men catalanerne svarede lynhurtigt og elegant igen.

Lionel Messi drev bolden frem gennem Betis’ banehalvdel og lobbede den ind i feltet, hvor Frenkie de Jong kom løbende og tæmmede den med brystet, før han flugtede den i nettet. Et fremragende mål, og så stod det 1-1 efter ni minutters spil.

Efter 25 minutter var den dog gal igen. Arturo Vidal tabte skidt bolden på midtbanen, og så kunne Nabil Fekir storme ned mod Barcelona-målet. Den chance missede franskmanden ikke, og så var Betis foran igen.

Det skulle også blive 2-2 inden pausefløjtet. Lionel Messi sendte et frispark ind i Betis-feltet i de sidste sekunder, og her dukkede Sergio Busquets op og udlignede for Barcelona.

Røde kort i begge ender

Og i anden halvleg så Barcelona bestemt farligere ud end Betis i store dele. Især Messi havde bud efter målet, og det var kun et par flotte redninger af Joel Robles, der holdt hjemmeholdet i kampen.

Men til sidst lykkedes det for Barca at få knækket modstanderne. Lenglet fik gjort skaden fra straffesparket god igen, da han med 18 minutter igen headede endnu et skarpt Messi-frispark i nettet.

Og da Fekir kort efter fik to gule kort i streg og måtte forlade banen, så det afgjort ud. Men Lenglet fik derpå også sit andet gule kort og gav Betis håb.

Men det lykkedes ikke for dem at komme tilbage, og Barcelona fik dermed en vigtig 3-2 sejr med hjem til norden. Resultatet betyder, at de nu igen kun er tre point efter Real Madrid i toppen af La Liga.

Har du endnu ikke hentet ronaldo.com-appen, hvor du kan følge med i de seneste fodboldnyheder, transferrygter og se videoer, kan du gøre det via linket herunder.