• Udtalelse

Ferdinand vil afblæse PL-sæsonen: Det er bare et spil

Getty Images
Annonce

Manchester United-legenden Rio Ferdinand mener, at det vil være den bedste løsning at afblæse Premier League uden at kåre en vinder

Liverpool har endnu ikke formået at vinde Premier League, siden turneringen blev grundlagt i 1992, og selvom de i år var på vej til at køre mesterskabet stensikkert hjem, kom der lige en pandemi og ødelagde dette. For nu i hvert fald.

Det er endnu ikke bestemt, hvordan eller hvornår sæsonen skal færdiggøres.

Spørger man den tidligere Manchester United-stopper Rio Ferdinand er svaret klart.

“I tider som denne er det vigtigt at huske, at fodbold bare er et spil. Selvom vi er mange, der tager det meget alvorligt, må vi se det i det større perspektiv og tænke på, hvad der sker ude i samfundet,” siger Ferdinand ifølge FourFourTwo.

“Hvis ikke vi finder en hurtig løsning i de kommende uger, mener jeg, at man bør afblæse Premier League-sæsonen og starte på en frisk i næste sæson.”

“Jeg ved godt, at der vil komme mange Liverpool-fans og sige, at det bare er fordi, at jeg ikke vil have, at de vinder ligaen. Men hvis mit hold (Manchester United, red.) var i den situation, ville jeg foreslå det samme. Det er folks helbred, der er på spil.”

I den danske 3F Superliga har Divisionsforeningen indkaldt til et møde med samtlige klubber, der afholdes i morgen. Her skal man i fællesskab forsøge at finde en løsning på samme problemstilling.