• Nyhed

7-1! Fiorentina ydmyger Roma i Coppa Italia

Annonce

Fiorentina udraderede Roma med 7-1 i Coppa Italia-kvartfinalen, godt hjulpet på vej af et Federico Chiesa-hattrick og et direkte rødt kort til Edin Dzeko

Fiorentina og Roma tørnede onsdag sammen i Coppa Italia-kvartfinalen, hvor de to klubber skulle forsøge at spille sig lidt tættere på det nationale pokaltrofæ. Det var dog uden danskerdeltagelse, da Christian Nørgaard så hele kampen fra Fiorentinas bænk.

Hjemmeholdet kom bedst fra start, og efter bare otte minutter kunne Federico Chiesa gøre det til 1-0, da et indlæg fra Kevin Mirallas fik lov til at passere alle Roma-forsvarere. Angriben eksekverede sikkert og bragte Fiorentina i front.

Og Chiesa var helt ustyrlig fra kampens begyndelse. 10 minutter senere sendte Mirallas endnu engang angriberen afsted, og han lobbede bolden køligt over Robin Olsen i Roma-målet.

En drømmestart for Fiorentina, der lignede et hold på vej i semifinalen. Men så vågnede gæsterne op, og Aleksandar Kolarov fik reduceret på et brag af et langskud lige inden den halve time.

Fiorentina kunne dog ikke stoppe med at score. Fem minutter senere var det nyankomne Luis Muriel, der via en afretning endnu engang passerede den tidligere FCK-keeper i udeholdets mål.

Totalt Roma-kollaps

3-1 stillingen holdt til pausen, og i anden halvleg skulle ondt blive til værre for romerne. Halvvejs i anden halvleg skiftede Muriel rollen som målscorer ud med jobbet som oplægger, og så kunne Marco Benassi fra kort afstand sikkert sende Fiorentinas fjerde mål i nettet.

Og enhver drøm om et heroisk comeback blev endegyldigt lagt i graven, da Edin Dzeko kort efter fik direkte rødt for voldsom optræden overfor kampens linjevogter. Så kunne Roma ikke mere, og det kom ikke som nogen overraskelse, da Chiesa med et kvarter igen kunne fuldbyrde sit hattrick og gøre det til 5-1 for Fiorentina.

Roma ville uden tvivl gerne bare hjem på dette tidspunkt, men Fiorentina var ikke færdige endnu. Med 10 minutter igen sluttede indskiftede Giovanni Simeone sig også til festen. Angriberen modtog bolden fri i feltet og sendte sjette scoring ind for hjemmeholdet.

Bedst som det så ud til, at Fiorentina var færdige med nedsablingen, sendte Nikola Milenkovic en sublim bold over hele Roma-holdet, og Simeone kunne score sit andet mål og gøre det til slutresultatet 7-1. Fiorentina kunne dermed trygt fortsætte færden til Coppa Italia-semifinalerne.

Loading