• Nyhed

Fodboldchef presses af regering efter racisme

Bulgarien og England
Getty Images
Annonce

Præsidenten for Det Bulgarske Fodboldforbund bør gå af efter skandalekamp, mener Bulgariens regering

Den skandaløse kamp i EM-kvalifikationen mellem Bulgarien og England bør få konsekvenser for præsidenten for Det Bulgarske Fodboldforbund, Borislav Mihailov.

Det mener Bulgariens regering, skriver nyhedsbureauet dpa.

Sportsminister Krassen Kralev opfordrer præsidenten til at gå af på direkte opfordring fra landets premierminister, Boyko Borissov, lyder det.

Opfordringen kommer som følge af mandagens kamp mellem Bulgarien og England, der to gange måtte afbrydes på grund af racistiske tilråb mod engelske spillere.

Billeder fra kampen viste bulgarske fans heile, og der var meldinger om abelyde blandt de bulgarske tilskuere i Sofia.

Kampen blev gennemført med en suveræn engelsk 6-0-sejr som resultat, men den kan både få et efterspil hos Det Europæiske Fodboldforbund (UEFA) og internt i Bulgarien.

Ifølge dpa vil regeringen lukke ned for den økonomiske støtte til fodboldforbundet, indtil Borislav Mihailov er gået af.

Bulgariens nationalstadion i Sofia i forvejen lukket delvist for tilskuere, fordi Uefa havde straffet Bulgarien for racisme i forbindelse med kampene mod Kosovo og Tjekkiet i juni.

/ritzau/

Loading