• Reaktion

Fødselaren Ståle: En heroisk præstation

Getty Images
Annonce

Ståle Solbakken fik en perfekt fødselsdagsgave af sit hold, da FC København med en 3-1 sejr slog Celtic ud af Europa League

På skalaen over fødselsdagsgaver, så må en udesejr over Celtic på 3-1 i Europa League ligge ret højt. Det var netop hvad Ståle Solbakken fik foræret af sine spillere, da FC København på spektakulær vis sikrede sig avancement i turneringen torsdag aften.

Og nordmanden var da også stolt af sine spilleres præstation i kampen, der bød på hele fire mål i anden halvleg.

“Vi klarede at sætte nogle giftige kontraangreb sammen mod slutningen, hvor begge hold var trætte. Vi var trætte, Celtic var trætte. Og så gik det vores vej…Vi har en heroisk præstation som hold, og nogle heroiske præstationer på spillersiden,” udtaler han til 6’eren.

Solbakken samtykkede desuden i, at aftenens resultat hører til blandt de største i klubbens historie. Og så havde han et realistisk ønske til modstanderen i næste runde, hvor hold som Manchester United og Inter potentielt set kan komme på besøg.

“Ja, det må man sige. Nu er vi kommet til et stadie (af turneringen, red.) hvor vi bare har været en gang før. Og det er jo et hold som har måttet kæmpe for tingene…Jeg håber, at vi får et hold, som det er muligt at slå, uden at det skal være alle stolper ind,” tilføjer Solbakken.

Fredagens lodtrækning til ottendedelsfinalen finder sted kl. 13.