• Offsite

Football Manager 2020: 10 klubber at starte med

FC St. Pauli
Getty Images
Annonce

Er du i tvivl om, hvilket hold du skal starte din karriere med i Football Manager 2020? Så kan du lade dig inspirere af nedenstående bud!

Det er altid sjovt at starte en ny karriere i Football Manager, men det kan være svært at finde ud, hvilken klub man skal vælge at styre fra start.

Skal man tage storholdet med de bedste spillere? Skal man starte nede i rækkerne og tage et hold op gennem divisionerne? Eller skal man vække en sovende kæmpe?

Mulighederne er mange, men her kan du få lidt inspiration til det svære valg. I denne artikel giver vi 10 bud på klubber at starte med, og der er noget for enhver smag!

St. Pauli

FC St. Pauli
Getty Images

Vi starter listen med en klassiker. FC St. Pauli har opbygget et omdømme som kultklub i det meste af Europa, men inden for kridtstregerne går det noget mere trægt for Hamburg-klubben.

Det er snart ni år siden, man sidst var at finde i den tyske Bundesliga, og siden er det blevet til blandede resultater i landets næstbedste række. Det er på tide, at der igen kommer topfodbold på Millerntor-Stadion!

AC Milan

Gianluigi Donnarumma
Getty Images

AC Milan kæmper for tiden en brav kamp for at kvalificere sig til europæisk fodbold i næste sæson, men storholdet halter en smule efter konkurrenterne i øjeblikket

Der er masser af gode og lovende spillere, såsom keeperen Gianluigi Donnarumma og Franck Kessie, og klubben mangler heller ikke midler eller omdømme til at kunne tiltrække nogle af verdens helt store spillere. Det gælder blot om at indfri potentialet.

Manchester United

Manchester United, Anthony Martial & Paul Pogba
Getty Images

Ole Gunnar Solskjær ser så småt ud til at have fået styr på sagerne i Manchester United i den virkelige verden, og du kan med en karriere som Rød Djævel forsøge at gøre ham kunsten efter.

En sjov challenge kan være at følge Ole Gunnar Solskjærs strategi om at fokusere på britiske spiller, og med spillere som Mason Greenwood og Marcus Rashford i truppen er det uden tvivl en mulighed. Kan du tage United tilbage på tronen af engelsk og europæisk fodbold?

Athletic Club Bilbao

Athletic Club

Athletic Club fra Bilbao er altid et forsøg værd, men det er bestemt også en udfordring!

Den baskiske klub har tradition for kun at bruge spillere med baskisk baggrund, og derfor er man meget afhængig af eget akademi, da der er begrænset udvalg fra andre klubber. Athletic har da også masser af gode unge spillere, så hvor svært kan det være?

AS Monaco

AS Monaco v Club Brugge - UEFA Champions League Group A
Getty Images

AS Monaco har siddet godt i suppedasen i de seneste par sæsoner, siden man vandt mesterskabet i 2017. I sidste sæson var man tilmed tæt på en katastrofal nedrykning, og indeværende sæson blev heller ikke nogen succes med en samlet niendeplads i Ligue 1.

Potentialet er dog enormt i den den pengestærke klub fra fyrstedømmet, som ledes af millionæren Dmitry Rybolovlev, og som giver dig et godt økonomisk boost fra start af.

Union Berlin

Union Berlin
Getty Images

Mission impossible! Union Berlin formåede i sin første sæson nogensinde i Bundesligaen at undgå nedrykning, men kan du sikre klubben samme succes i din karriere?

Der er ikke mange midler at gøre med i forhold til ligakonkurrenterne, så det handler om at administrere dem rigtigt!

FC Andorra

 
Gerard Pique
Getty Images

Nu skruer vi bissen på! Den ultimative udfordring kommer længere nede i rækkerne, og her er FC Andorra oplagt.

Miniputklubben, der er ejet af Barcelona-stjernen Gerard Piqué, er for første gang mulig at overtage i Football Manager, da de er rykket op i den spanske Segunda B. Nu skal de selvfølgelig op og vælte FC Barcelona af pinden, og her kommer du ind i billedet!

Salford City

Salford City

Er man mere til det engelske ligasystem, har vi en lignende challenge lige her. Salford City er ejet af flere af spillerne fra Manchester Uniteds ‘Class of 92’ og er nye i den engelske League Two.

Der er langt til Premier League, men det kunne være en smuk historie!

Brøndby IF

Kamil WIlczek
Getty Images

Vi skal selvfølgelig også prøve kræfter med den danske Superliga, og her er Brøndby IF et must. Storklubben er endnu ikke der, hvor de gerne vil være, men det kan der hurtigt blive lavet om på!

Kan du gøre det bedre end Alexander Zorniger, Niels Fredriksen og alle de andre?

Deportivo La Coruña

Deportivo
Getty Images

Havde du også glemt alt om Deportivo La Coruña? Vi skal ikke alt for mange år tilbage, før ‘Superdepor’ var fast inventar i Champions League, men de dage er ovre – indtil videre.

Den galiciske storklub spiller i Segunda División, men er desperate for at komme tilbage og kæmpe med i toppen af La Liga. Og det kan du hjælpe dem med!

Har du endnu ikke hentet ronaldo.com-appen, hvor du kan følge med i de seneste fodboldnyheder, transferrygter og se videoer, kan du gøre det via linket herunder.