• Nyhed

For første gang siden 2014: AC Horsens har røde tal på bundlinjen

Annonce

For første gang i fem år har AC Horsens fremlagt et årsregnskab for 2019 med et underskud, der løber op i knap fire millioner kroner

Torsdag har AC Horsens præsenteret regnskabet for det forgangne år, og her er der røde tal på bundlinjen, da klubben kan berette om et underskud på lige i underkanten af fire millioner kroner.

Det kommer ellers efter, AC Horsens de seneste fire regnskabsår har kunnet offentligøre overskud – senest et rekordstort overskud for 2018 på knap 13 millioner.

I AC Horsens er man ærgerlig over at bryde den gode stime. Det udtaler bestyrelsesformand Bo Pinholt til klubbens hjemmeside:

“Resultatet for 2019 er uvant og utilfredsstillende, og det har blandt andet påvirket resultatet negativt, at vi har haft øgede udgifter til holdet i satsningen på forbliven i 3F Superligaen og har oplevet et markant fald i matchday-indtægter og TV-indtægter”, udtaler Horsens-bestyrelsesformanden.

De røde tal på bundlinjen kommer midt i en tid, hvor fodbolden er sat på pause som følge af coronakrisen, og det er da også noget, AC Horsens og Bo Pinholt forholder sig til i pressemeddelelsen.