• Transfer

Fredagens transferrygter: Chelsea vil skille sig af med otte spillere

Frank Lampard, Chelsea
Getty Images
Annonce

Til sommer er der hovedrengøring i Chelsea-truppen. Læs om dette og meget mere i fredagens transferrygter

Chelsea havde sidste sommer transferkarantæne, og Frank Lampard kunne derfor ikke for alvor få sat sit aftryk på holdtruppen.

Efter denne sæson vil klublegenden dog tage revanche, for ifølge The Sun vil de skille sig af med hele otte spillere fra den nuværende trup.

Der er blandt andet tale om målmand Kepa Arrizabalaga, den italienske midtbanespiller Jorginho og den engelske ditto Ross Barkley.

Klubben har allerede offentliggjort købet af Hakim Ziyech fra Ajax, men han skulle kun være den første af en række tilgange.

Lampard vil have Upamecano

Som nævnt ovenfor vil der blive handlet stort ind hos The Blues til sommer, og det er nærmest til samtlige kæder.

Til det centrale forsvar har træner Frank Lampard understreget, at danske Andreas Christensen er en del af planerne, men alligevel ønsker han at hente en stor og dyr profil ind i form af RB Leipzigs Dayot Upamecano, som han har gjort til førsteprioritet blandt potentielle indkøb til forsvaret. (Mirror)

Den 21-årige stopper har angiveligt en frikøbsklausul på 463 millioner kroner.

City klargør bud på Evertons Holgate

Manchester City har været hårdt ramt i det centrale forsvar i denne sæson, hvor en kombination af skader og svingende præstationer har været situationen næsten hele sæsonen.

I onsdagens Champions League-sejr på 2-1 over Real Madrid måtte Aymeric Laporte udgå med endnu en skade til trods for, at det ikke er længe siden, han kom tilbage fra den seneste.

Disse situationer vil The Citizens være bedre forberedt på i fremtiden, og derfor skal der større bredde i det centrale forsvar, hvor de har udset sig Evertons Mason Holgate.

City regner med at sende et bud på omkring 260 millioner kroner i Evertons retning. (Mirror)

United kunne købe Davies for en slik

Alphonso Davies skiftede for et år siden fra Vancouver i den canadiske MLS til Bayern München i den tyske Bundesliga, hvor han med sin vilde fart har overrasket alt og alle positivt.

Derfor må Manchester United også ærgre sig gevaldigt over, at de i 2017 takkede nej til at hente venstrebacken for sølle 15 millioner kroner. (Times)

Karius vil blive i Besiktas

Loris Karius har siden sommeren 2018 spillet på en lejekontrakt i Besiktas.

Den tyske målmand er dog stadig ejet af Liverpool, men dette ønsker Karius at gøre en ende på.

Han har angiveligt bedt The Reds om at ophæve sin kontrakt, så han kan gøre opholdet hos den tyrkiske klub permanent til sommer. (Turkish Football)

Arsenal vil gøre Marís ophold permanent

Pablo Marí skiftede denne vinter fra Flamengo i Brasilien til Arsenal i Premier League på en lejeaftale for resten af sæsonen.

Det er ikke blevet til et eneste minuts førsteholdsfodbold for den 26-årige spanier, men alligevel har The Gunners planer om at udnytte den købsoption, der er inkluderet i lejeaftalen og gøre skiftet permanent denne sommer.