• Transfer

Fredagens transferrygter: United har fået tilbudt PSG-stjerne

Getty Images
Annonce

Edinson Cavanis repræsentanter skulle have tilbudt ham til Manchester United. Læs om dette og meget mere i fredagens transferrygter

Manchester United har endnu ikke fået erstattet angriberen Romelu Lukaku, som forlod klubben i sommer til fordel for Inter i Serie A.

Derfor leder de stadig på markedet efter forstærkninger til pladsen, og nu skulle en mulighed være opstået. Der er tale om den uruguayanske PSG-angriber Edinson Cavani, som skulle have tilbudt sig selv til klubben. (Manchester Evening News)

Det skulle dog ifølge mediet være udelukket at hente ham i januar, men Cavani er klar til at skrive under på en forhåndskontrakt, der sender ham gratis til Old Trafford til sommer, hvor han har kontraktudløb.

Chelsea lægger sig i førersædet til at hente Werner

Timo Werner har været brandvarm for RB Leipzig i denne sæson, hvor holdet efter 17 runder ligger på en førsteplads i tabellen.

Den tyske angriber har angiveligt en frikøbsklausul på 225 millioner kroner, hvilket ikke overraskende har fået en række klubber til at vise interesse.

Det skulle dog være Premier League-klubben Chelsea, der i øjeblikket er favoritter til at løbe med den 23-årige bombers underskrift. (Bild, via Mail)

Manchester City nægter at slippe Leroy Sané

Rygterne om Leroy Sané har siden sommeren været mange. Den største bejler skulle være Bayern München, der stadig jagter den 24-årige kantspiller.

Til trods for at Sané har været skadet hele efteråret, har Manchester City ingen intentioner om at lade tyskeren skifte. (Metro)

De har derimod planer om at tilbyde Sané en kontraktforlængelse.

Mourinho forhører sig i City

José Mourinho er ikke tilfreds med forsvarskæden i Tottenham, og der ledes derfor efter forstærkninger, der kan træde til allerede i januar.

Én af positioner er højre back, hvor Serge Aurier har været for ustabil rent defensivt, og det fungerer ikke på et hold, der skal spille under Mourinho.

Derfor har den portugisiske træner valgt at tage kontakt til Manchester City i håbet om at lokke Joao Cancelo til det nordlige London. (Mail)

Emre Can afviser Manchester United

Emre Can har ikke fået meget spilletid for Juventus i denne sæson, og derfor ser han sig i indeværende transfervindue om efter en ny arbejdsgiver.

Her skulle Manchester United have lagt et tilbud på bordet, men det er blankt blevet afvist af Can, der ikke ønsker et sådan skifte grundet sin fortid hos rivalerne fra Liverpool. (Tuttosport, via Mirror)

City vil stjæle Villarreal-talent for næsen af Barcelona

FC Barcelona har for nylig vist interesse for den 19-årige Villarreal-spiller Ivan Morante.

De forsvarende spanske mestre er dog ikke de eneste, der ønsker at knytte den unge midtbanespiller til klubben, for de har nemlig nu fået konkurrence af Manchester City, der står klar til at tilbyde Morante en kontrakt. (Telegraph)

Loading