• Nyhed

Frederiksen: Selvfølgelig er ‘Jobbe’ og Skipper i spil til i morgen

Getty Images
Annonce

Jesper ‘Jobbe’ Lindstrøm og Anton Skipper kan meget vel få chancen på ny, når Brøndby IF møder Lechia Gdansk torsdag aften

Niels Frederiksen gav chancen til Masterclass-talenterne Anton Skipper og Jesper ‘Jobbe’ Lindstrøm i weekendens Superliga-opgør mod OB. Førstnævnte spillede en noget nær perfekt kamp i midterforsvaret, mens sidstnævnte formåede at score opgørets første mål.

Man kan derfor roligt sige, at begge spillere greb den chance, Niels Frederiksen havde givet dem med en plads i startopstillingen.

På torsdag kommer Lechia Gdansk så på besøg, når der skal spilles returopgør i Europa League-kvalifikationen. Det er derfor nærliggende at tænke, at med to så gode præstationer, må både ‘Jobbe’ og Skipper være i spil til startopstillingen mod det polske mandskab.

Cheftræner Niels Frederiksen vil da heller ikke afvise, at de kan komme til at få en afgørende rolle torsdag aften.

“I søndags fik vi set, at ’Jobbe’ og Anton kunne levere i Superligaen. Vi har hele tiden vidst, at de var dygtige, men nu fik de lejlighed til at vise det. De leverede en præstation, som selvfølgelig gør, at de er i overvejelserne til kampen i morgen,” siger Frederiksen til klubbens hjemmeside.

“Kampen mod OB i søndags var en rigtig stor oplevelse for dem, og de stod på tæer hele kampen igennem, og derfor blev de begge rigtig godt brugt, både fysisk og mentalt. Her er det min opgave at sikre, at næste gang jeg bringer dem i spil til startopstillingen, om det så bliver mod Gdansk eller på et senere tidspunkt, at de så kan levere ligeså godt, som de gjorde i søndags,” siger Frederiksen.

Morgendagens kamp sparkes i gang klokken 19.30.

Har du endnu ikke hentet ronaldo.com-appen, hvor du kan følge med i de seneste fodboldnyheder, transferrygter og se videoer, kan du gøre det via linket herunder.