Buffon afslutter over tyve år som en af fodboldens store frontfigurer

40-årige Gigi Buffon har meldt sin afgang fra Juventus efter 17 år i klubben, et hav af trofæer og rekorder. Men også modgang har været med til at forme billedet af en af Italiens største profiler igennem årtier

”At analysere Gianluigi Buffons karriere”, begyndte La Gazzetta dello Sports Jacopo Gerna i sin hyldest af målmandslegenden torsdag, ”er en smule som at fortælle om over 22 år af levet liv. Fortællinger om et land, som han bragte til toppen af verden i 2006. Pulveriserede rekorder, mindeværdige triumfer og rigtig meget Juve. Klubben, som Gigi ikke forlod, heller ikke efter Calciopoli-skandalen og den efterfølgende degradering til serie B. Det er umuligt at opsummere en karriere, der meget sandsynligt ikke kan efterlignes og med sikkerhed vil huskes.”

Vi følger i den lyserøde Gazzettas fodspor, et af de medier, der har dækket Buffon tættest, og bringer deres top 10 over Buffons højdepunkter i karrieren, selvom det stadig er uvist, om han vil fortsætte i en anden klub.

  • 19. november 1995: Debut i serie A

Parma-Milan er i fuld gang, da Parmas førstemålmand bliver skadet. Af uvisse årsager vælger træner Nevio Scala ikke at sende andenmålmanden Alessandro Nista, men den blot 17-årige Buffon på banen. Det er den første ud af 168 optrædener for Buffon i gultblåt, og Gazzetta giver ham 8 i karakter. ”Men jeg fortjente 10,” skulle han have joket nogle år senere, ”men ikke for meget,” som Jacopo Gerna skriver. I den efterfølgende sæson er Buffon allerede fast mand.

  • 29 oktober 1997: Debut på landsholdet

Efter at have været igennem alle ungdomsrækkerne fra U-15, debuterer Buffon i en 1-1 kamp mellem Rusland og Italien, der kvalificerer italienerne til VM i Frankrig i 1998. Landstræner Cesare Maldini indskifter ham efter en halv time, da førstemålmand Pagliuca bliver skadet.

  • Sæsonen 1998/99: Første trofæer med Parma

Parma, der sidenhen kom i alvorlig økonomisk uføre, bliver i sæsonen 1998/99 trænet af Alberto Malesani. På dette tidspunkt er der adskillige navne i truppen, der vil vække begejstringen hos mange aficionados: Thuram, Cannavaro, Veron, Chiesa og Crespo. Parma løfter UEFA Cup trofæet ved at slå Olympique Marseille, som stadig er uheldige i den type finaler, og vinder Coppa Italia finalen mod Fiorentina.

  • Sommeren 2001: Fra Parma til Juventus

Sommertransfervinduet står på vid gab hos Juventus. Zinedine Zidane bliver solgt til Real Madrid for over en halv millard kroner. En transferrekord, der står i otte år. Juve geninvesterer pengene fra salget i Thuram, Salas, Nedved og Buffon. Juventus vinder siden ni mesterskaber (plus to, der senere bliver tilbagekaldt), seks gange italienske Super Cup og fem gange Coppa Italia.

  • 28. maj 2003. Finale i Manchester

På Old Trafford spilles finalen i Champions League 2002/03 i et rent italiensk opgør, Milan-Juventus. Efter at have slået Barcelona og Real Madrid ud, ender Juve i straffespark, der syv år tidligere gav bonus mod Ajax. Buffon parerer skud fra Seedorf og Kaladze, men Champions League går alligevel til ”i rossoneri”. Buffon bliver dog kåret til turneringens bedste spiller, den første målmand til at opnå den hæder.

Overblik: En gennemgang af Ronaldos 700 karrieremål

Efter Cristiano Ronaldos imponerende milepæl mandag aften, har vi kigget på portugiserens legendariske karriere

  • 9. juli 2006: italienere bliver verdensmestre

Gli azzurri” under Marcello Lippi slår Frankrig 6-4 på straffespark efter 1-1 i den ordinære spilletid i VM-finalen, og italienerne bliver verdensmestre for fjerde gang. Triumfen bliver en realitet også takket være en fantastisk redning af Buffon fra et Zidane-hovedstød, som Jacopo Gerna beskriver som en redning, der bliver symbolet på hele turneringen.

  • Sommeren 2006: Calciopoli-helvedet

I 2005 og 2006 under Fabio Capello vinder Buffon mesterskabet med et rigtig solidt Juve-hold. Men på grund af Calciopoli, den omfattende matchfixing-skandale, bliver Juventus frataget den første titel, mens den anden videregives til Inter. Juventus bliver tvangsnedrykket til Serie B og tildeles ni strafpoints. Buffon vælger sammen med Del Piero, Trezeguet, Nedved og Camoranesi at blive i Juve og tage sæsonen 2006-07 i serie B. Det er den handling, der definitivt sikrer Buffon plads i hjerterne på Juve-fans, beskriver Gerna.

  • 6 maj 2012: Tilbage til mesterskabet

Juventus starter sæsonen 2011/12, efter at have endt den foregående på en katastrofal syvendeplads, uden at nå europæisk fodbold. Men på bænken er der et nyt navn, der igen vækker tilhængernes entusiasme, Antonio Conte. Og der er et nyt stadion, Juventus Stadium, nu Allianz Stadium. ”Bianconeri” har ikke et hold på højde med konkurrenterne, først og fremmest AC Milan, men vinder mesterskabet igen efter seks år, hvor man var nede at røre ved bunden. Og Buffon står stadig på mål.

  • 20. maj 2012: Gigi Capitano

I Coppa Italia finalen 20. maj 2012 mod Napoli afslutter en anden Juve-legende, Alessandro Del Piero sin karriere i klubben. Buffon bliver hermed officielt kaptajn.

  • Forbandelsen kaldet Champions League

”Den eneste fortrydelse i Buffons karriere må være ikke at erobre Champions League”, skriver Jacopo Gerna. I 2015 taber Juventus finalen 1-3 i Berlin til FC Barcelona, og i 2017 taber man i Cardiff finalen til Real Madrid med 1-4.

Buffons sidste Champions League-oplevelse i april blev også mindeværdig af de mere triste årsager, da returopgøret i kvartfinalen på Bernabeu i årets udgave endte med et diskutabelt straffespark til Real Madrid i dommeren Michael Olivers dybe tillægstid. Det blev for meget for Buffon, der blev vist ud for sin verbale overfusning af Oliver. Senere tilføjede Buffon, at Oliver havde en skraldespand dér, hvor hjertet normalt skulle sidde. Senere er Buffon faldet mere til ro. Han ønskes al held og lykke fremover.

Du kan læse vores omtale af Buffons stop i Juventus her.

EFTERLAD ET SVAR

Please indtast din kommentar!
indtast venligst dit navn her