• Nyhed

Glemt Real Madrid-indkøb: Zidane stoler på mig

Luka Jovic, Real Madrid
Getty Images
Annonce

Luka Jovic har ikke fået mange chancer i Real Madrid siden skiftet fra tysk fodbold, men angriberen venter bare på chancen

Real Madrid lagde hele 450 millioner kroner på bordet, da de denne sommer hentede Luka Jovic i Eintracht Frankfurt. Den 21-årige angriber kom direkte fra en fantastisk gennembrudssæson i Bundesligaen, og der var store forventninger til ham i den spanske hovedstad.

Men indtil videre har Jovic ikke fået mange muligheder i Madrid. Det er således blot blevet til 319 minutter fordelt over 11 kampe i sæsonens første måneder, og Jovic har kun bidraget med et enkelt mål. Serberen bibeholder dog optimismen.

“(Zidane, red.) har fortalt mig, at han stoler på mig, at han er glad for at have mig her, og at han har gjort meget for at få mig til Real. Jeg er glad, og jeg håber at få flere minutter fremover,” udtaler Jovic ifølge AS.

“Det er ikke let for nogle unge spillere bare at nå hertil og endnu sværere at begynde at spille. Men jeg tror på mig selv og min kvalitet, og på at jeg med tiden får flere minutter,” tilføjer han.

Luka Jovic starter efter alt at dømme på bænken igen, når Real Madrid på lørdag tager imod Espanyol i La Liga.

Har du endnu ikke hentet ronaldo.com-appen, hvor du kan følge med i de seneste fodboldnyheder, transferrygter og se videoer, kan du gøre det via linket herunder.