• Kamp

Griezmann sikrer FC Barcelona godt udgangspunkt i Napoli

Getty Images
Annonce

Napoli kom foran i første halvleg, men med et flot mål i anden halvleg lykkedes det FC Barcelona at få udlignet til 1-1

Napoli har haft ganske svært ved at få spillet til at flyde i Serie A i denne sæson, men i Champions League har situationen været anderledes positiv.

Tirsdag gjaldt det så det første af to opgør mod FC Barcelona i netop Champions Leagues ottendedelsfinaler, og italienerne skulle vise sig at gøre livet surt for udeholdet.

Det var ikke så overraskende FC Barcelona, som satte sig på spillet fra start, mens Napoli så ganske komfortable ud ved at stå lavt og forsvare sig.

Italienerne havde størst succes med deres taktik og formåede reelt at holde de spanske gæster fra chancer i første halvleg. Det lykkedes tilmed også hjemmeholdet at komme foran via en sand perle af Dries Mertens.

Belgieren modtog bolden på kanten af feltet efter et boldtab og lagde flot kuglen over i det lange hjørne ude chance for Marc-André Ter Stegen i Barcelona-målet. 1-0 til Napoli.

Barcelona svarer igen

Kampbilledet fortsatte efter pausen, men modsat de første 45 minutter kom Barcelona pludselig til en stor chance. Nelson Semedo tog et perfekt løb i dybden og fik bolden. Portugiseren sendte bolden på tværs til Antoine Griezmann, som flot sendte bolden i netmaskerne, og så stod det 1-1.

Efterfølgende havde Napoli to store muligheder for igen at komme i front. Først ved Lorenzo Insigne, og dernæst ved Jose Callejon, men Ter Stegen kom i vejen for begge afslutninger.

Arturo Vidal fik kort før tid rødt kort og er dermed ude af returopgøret på Camp Nou.

Mod slutningen kom Napoli desuden en smule længere frem på banen, men ingen af holdene formåede at score mere, og derfor tager FC Barcelona et godt resultat med hjem, mens italienerne nok ikke er helt tilfredse.