• Nyhed

Guardiola advarer: Returkamp bliver noget andet

Pep Guardiola, Manchester City
Getty Images
Annonce

Manchester City fik et fremragende udgangspunkt, da de ude vandt 2-1 mod Real Madrid, men Pep Guardiola sælger ikke skindet endnu

På et fantastisk sidste kvarter fik Manchester City fuldstændig vendt skuden mod Real Madrid i gårsdagens Champion League-ottendedelsfinale. Fra at være bagud 0-1, vandt englænderne med 2-1, og de står nu med rigtig gode kort på hånden før returkampen på Etihad i marts.

Men manager Pep Guardiola advarer alligevel om, at man aldrig må undervurdere et så erfarent hold som Real Madrid.

“I dag er vi glade, men det er ikke ovre endnu. Hvis der er et hold i verden, der kan komme tilbage fra alting, så er det den her klub, med deres erfaring og historie. Men forhåbentligt kan vi lave en god præstation og gå videre,” udtaler han ifølge Sky Sports.

“Jeg er temmelig sikker på, at Zidane og hans folk vil kigge på, hvad vi gjorde, og den anden kamp vil blive anderledes. Vi må være forsigtige og opmærksomme på, hvad han forsøger at gøre, tilpasse os hurtigt og forsøge at vinde kampen,” tilføjer Guardiola.

Returkampen mellem Manchester City og Real Madrid spilles den 17. marts.