• Nyhed

Guardiola erkender: Svært transfervindue venter

Pep Guardiola, Manchester City
Getty Images
Annonce

Manchester Citys Champions League-karantæne gør det svært for klubben at hente nye store spillere til sommer. Det erkender manager Pep Guardiola

Manchester City ser lige nu frem til karantæne i de næste to udgaver af Champions League, og hvis ikke appellen af den hårde UEFA-dom til CAS bliver succesfuld, så kan den ellers hovedrige klub se frem til et par magre år.

For i så fald kan City ikke investere i samme massive omfang som i de senere år til sommer, når transfervinduet åbner. Det erkender manager Pep Guardiola, der hellere vil kigge langsigtet på situationen.

“Jeg regner ikke med det (store nye indkøb, red.). Jeg regner ikke med det, fordi det er så svært at udskifte spillere i dag, da de er så dyre. Det er ikke let,” udtaler Guardiola ifølge Goal.

“Klubben skal være bæredygtig, og det har jeg fuld forståelse for. I den situation, vi er i nu, så må vi vente (og ikke, red) foregribe.”

“Lige nu må vi vente. Så vi vil spille de næste tre måneder, og så se, hvad situationen er, når sæsonen er færdig.”

“Og så bestemmer vi sammen i klubben, hvad der er bedst. Ikke bare i forhold til næste år, men for de næste to, tre, fire år i klubben,” tilføjer spanieren.

Manchester City er stadig med i årets udgave af Champions League, hvor de onsdag møder Real Madrid i ottendedelsfinalen.