Håbløs anden halvleg: Arsenal smider sikker sejr væk i Watford

Pierre-Emerick Aubameyang bragte Arsenal på 2-0 inden pausen, men håbløst forsvarsspil gav Watford 2-2 i Quique Sanchez Flores’ retur til trænerbænken

Quique Sanchez Flores har taget over i Watford igen efter fyringen af Javi Gracia, og spanieren fik sig en ilddåb, da Arsenal kom på besøg søndag.

The Hornets startede dog friskt og spillede ikke som et bundhold. Efter 10 minutter tvang Tom Cleverley Arsenal-keeper Bernd Leno ud i en flot redning på et langskud, og Watford var bedst i kampens indledning.

Arsenal kom bedre med som halvlegen skred frem, og især hurtige Nicolas Pépé så livlig ud. Det var dog altid farlige Pierre-Emerick Aubameyang, der bragte The Gunners i front med sin fjerde sæsontræffer. Dani Ceballos vandt bolden på midten af banen, Sead Kolasinac stak den frem til angriberen, og så var han sikkerheden selv.

Gæsterne fik yderligere selvtillid af scoringen og satte sig stille og roligt på begivenhederne. Efter en halv time stod det derfor også 2-0, da Alex Maitland-Niles let fandt en helt fri Aubameyang, der igen satte bolden i nettet.

Andre Gray og Gerard Deulofeu fik en god chance for at skyde Watford tilbage i kampen inden pausen, men udnyttede ikke Arsenals opspilsfejl.

Everton FC v Tottenham Hotspur - Premier League

VAR beklager fejl ved Tottenham-mål

Firmaet bag VAR beklager situationen omkring Tottenhams mål mod Watford og arbejder nu på at undgå, at samme fejl skulle ske igen

Defensivt Arsenal-kollaps efter pausen

Arsenal besluttede sig dog for at invitere Watford inden for kort efter pausen. Efter flere nær ved og næsten-situationer med holdets korte udspil fra målspark, gav Sokratis bolden til Tom Cleverley i eget felt. Midtbanespilleren sagde ja tak, og så stod der 1-2.

Reduceringen vækkede hjemmeholdet, der pludselig lugtede point. Ismaila Sarr kunne og burde have udlignet tyve minutter inde i halvlegen, da han vendte sig fri i Arsenal-feltet.

Gunners holdt dog fast i føringen, men de så rystede ud. Og alt imens fortsatte Watford med et stadigt tiltagende pres, der i højere og højere grad så ud til at ende med en scoring.

Og den kom også 10 minutter før tid, da David Luiz gjorde Sokratis selskab i de dårlige aktioners klub og lavede et klodset straffespark. Det scorede Roberto Pereyra på, og så stod det 2-2.

Det kunne også være gået endnu mere galt for Arsenal, der var under et sandt bombardement i kampens slutfase. Unai Emerys spillere holdt dog med nød og næppe fast i det uafgjorte resultat og det ene point.

EFTERLAD ET SVAR

Please indtast din kommentar!
indtast venligst dit navn her