• Nyhed

Hazard stempler ind med pragtmål i ny usikker Real Madrid-sejr

Eden Hazard, Real Madrid
Getty Images
Annonce

Real Madrid var tæt på at smide en 3-0 føring væk hjemme mod Granada, men holdt fast i sidste ende og vandt 4-2. Hazard og Modric bidrog med pragtscoringer

Det var noget uventet en kamp mellem La Ligas første- og andenplads, da Real Madrid tog imod Granada på Santiago Bernabeu lørdag eftermiddag. Andaluserne havde allerede drillet Barcelona i sæsonen, og der var lagt op til et spændende topopgør.

Storklubben viste dog oprykkerne hvor skabet skal stå efter bare to minutter, da Gareth Bale fandt Karim Benzema med en sublim ydersideaflevering på tværs af feltet. Franskmanden var sikker, og så var Real Madrid i front.

Real Madrid havde flere gode muligheder til at fordoble føringen i kampens første halve time, hvor Los Blancos så bedre ud end længe.

2-0 målet kom dog lige inden pausen, og det var nyindkøbet Eden Hazard, der endelig kom på tavlen i det spanske. Belgieren kom alene igennem på kanten af feltet og med en fremragende følt afslutning lobbede han den over Granada-keeperen og i nettet.

Granada tæt på fornemt comeback

I anden halvleg fortsatte Real Madrid overtaget, og det gav pote efter et kvarter, hvor indskiftede Luka Modric efter forarbejde fra Hazard på flot vis sendte et langskud helt op i hjørnet af Granada-målet.

Reservekeeper Alphonse Areola gav dog Granada en livline, da han nølede på bolden og endte med at begå straffespark. Det eksekverede Darwin Machis sikkert, og så stod der 3-1.

Og som det er sket før i denne sæson, så begyndte Real Madrid at vakle. Med 13 minutter igen scorede Granada endnu engang, da Domingos Duarte kom sidst på et hjørnespark og sendte bolden i nettet igen.

Så var Zidanes tropper ved at smide det hele væk, men i sidste ende fik de reddet de tre point hjem. Det skete med en overtidsscoring fra indskiftede James Rodriguez, der gjorde det til slutresultatet 4-2. Real Madrid holder dermed fast i La Ligas førsteplads.

Har du endnu ikke hentet ronaldo.com-appen, hvor du kan følge med i de seneste fodboldnyheder, transferrygter og se videoer, kan du gøre det via linket herunder.