• Nyhed

Helenius og Bundu sikrede AGF-forløsning

Mustapha Bundu
Annonce

Nicklas Helenius og Mustapha Bundu sørgede for målene, da AGF sikrede første sæsonsejr hjemme mod Horsens

Sidste kapitel i Superligaens 6. runde foregik i Aarhus, hvor AGF og AC Horsens skulle dyste om de tre points.

David Nielsen og AGF var under pres, da det hidtil i sæsonen kun var blevet til to points i de første fem kampe. Horsens havde skaffet sig seks points og ville nok stille sig tilfreds med et enkelt point, alt efter kampens udfald.

Første halvleg gik også nogenlunde efter Bo Henriksen og Horsens’ gameplan. AGF kom dog bedst fra start, hvor Mustapha Bundu og Jón Dagur Thorsteinsson kom til udmærkede muligheder.

Men som halvlegen skred frem blev det dog en mere rodet affære, hvilket åbenlyst passede Horsens bedst. AGF var for det mest i kontrol, men der lurede altid “en gul fare” på bolde i feltet.

De fleste tilskuere var nok på vej for at hente pølser og øl, men sekunder før tiden for 1. halvleg løb ud, kom forløsningen på Ceres Park.

Bundu blev sendt i dybden med en lang bold, hvorefter den offensive profil fik sendt et indlæg i Horsens-feltet. Den kom ingen ringere end Nicklas Helenius først på, og den tidligere AaB- og OB-angriber fik på mærkværdig vis sendt bolden i det lange hjørne.

Anden halvleg var dårligt kommet i gang, før en motiveret Helenius igen var på spil. Angriberen sparkede dog forbi målet på en ellers god mulighed.

AGF havde taget selvtilliden fra målet med efter pausen, hvor de spillede klogt og med masser af tålmodighed. Samtidig var der blevet mere plads på banen, og det bar frugt med en halv time igen.

Målscorer Helenius piller en lang bold ned, som han lægger til siden til oplægger Bundu. Kantspilleren tager et par træk frem i banen og udplacerer flot Michael Lansing i Horsens-målet. 2-0 og AGF var nu snublende tæt på første sæsonsejr.

De Hvi’e var tættere på at lukke kampen med endnu en scoring, end Horsens var tæt på en reducering. Både Bundu og Mustafa Amini havde gode forsøg, som Lansing måtte hive stærke redninger op af ærmet for at stoppe.

Føringen kom aldrig i fare, og jublen kunne endelig bryde ud på Ceres Park. AGF havde fået første sejr i sæsonen.

Loading