Historien gentager sig: Tottenham tager point fra Manchester City efter stort drama

Manchester City var ustyrlige, med Tottenham udnyttede deres chancer fortrinligt, og så endte en voldsomt underholdende topkamp 2-2 på Etihad. Hjemmeholdet fik scoring annulleret af VAR i overtiden

Tottenham slog på mindeværdig vis Manchester City ud af sidste sæsons Champions League efter en vanvittig kvartfinale på Etihad, men det ændrede ikke ved, at Pep Guardiolas tropper var storfavoritter lørdag aften, da Christian Eriksen og resten af Spurs-holdet kom på besøg i Premier League.

Og City-spillerne startede da også som lyn og torden foran hjemmepublikummet. Raheem Sterling fik første store chance efter syv minutter efter fantastisk forarbejde af Kyle Walker, men kantspillerens afslutning blev rettet af og gik over mål.

Efter 20 minutters spil gik den ikke længere for gæsterne. Et fremragende indlæg fra Kevin de Bruyne fandt Sterling på bagerste stolpe, og den brandvarme englænder headede sikkert bolden forbi Hugo Lloris i målet.

Det var svært at se, hvad Tottenham skulle gøre mod overmagten, men Erik Lamela skulle kun bruge tre minutter på at finde en snedig løsning. Argentineren fik plads uden for City-feltet, og så sendte han en lusket afslutning mellem venner og fjender og forbi en helt stillestående Ederson.

Målet gav Tottenham en vej ind i kampen, og spillerne formåede gradvist at komme bedre med. Men City er bare farligere end de fleste, og efter 35 minutters spil kridtede De Bruyne igen banen op for en kollega. Belgieren fandt Sergio Agüero helt inde under Tottenham-målet, og så kunne han bringe hjemmeholdet i front igen.

Den stilling holdt til pausen, men at der kun var et mål imellem holdene tegnede ikke et retfærdigt billede af en halvleg, hvor City var Spurs overlegne.

Vred Kane: Vi laver de samme fejl som for seks år siden

Tottenham smed onsdag en sikker CL-sejr væk mod Olympiakos, og Harry Kane var bestemt ikke tilfreds med indsatsen

Tottenham gør det igen

Manchester City startede, hvor de slap efter pausen, og Oleg Zinchenko sendte første varselsskud afsted fra lang afstand efter få minutter. Agüero, Bernardo Silva og flere sluttede sig hurtigt til skydefeltet derefter.

Men igen præsterede Tottenham at dukke op som trold af en æske. Denne gang var det netop indskiftede Lucas Moura, der steg til vejrs på et hjørnespark fra Erik Lamela og smukt headede en udligning i kassen. Brasilianeren havde ikke været på banen meget mere end 30 sekunder.

Manchester City lod sig ikke slog ud af endnu en udligning, og få minutter efter sendte Bernardo Silva et akrobatisk forsøg på overliggeren efter en skidt aktion fra Lloris på et hjørnespark. Franskmanden gjorde dog skaden god igen ved at være hurtig over returen.

Presset på Tottenham-målet var næsten umenneskeligt i den følgende periode, men Manchester City-spillerne havde ikke modstandernes skarphed. Ellers ville de allerede på dette tidspunkt have scoret en fire-fem gange.

Trætheden sneg sig gradvist ind i kampen, men det afholdt ikke begge hold fra at kæmpe med næb og kløer. Tottenham fortsatte med at forsvare målet heroisk, og det lykkedes endda for Pochettinos mænd at komme frem mod det andet felt en gang eller to.

Og det lykkedes for Tottenham at holde stand. Det så ellers ud til, at Manchester City stjal sejren til sidst, da Gabriel Jesus scorede efter et hjørnespark. Men præcis som i den famøse Champions League-kamp annullerede VAR målet, og så endte det hele 2-2. Et fantastisk point for Tottenham, der igen formåede at drille mægtige City.

EFTERLAD ET SVAR

Please indtast din kommentar!
indtast venligst dit navn her