• Nyhed

Hobro-OB endte i målløs fredagsdeler

Jakob Michelsen, OB
Getty Images
Annonce

Hverken Hobro eller OB kunne få nettet til at blafre, da Superligaens fredagskamp endte med en deler uden mål

Fredag aften bød på Superligaens 7. rundes første kamp, og opgøret stod mellem Hobro og OB, der tørnede sammen på DS Arena i Hobro.

De to hold lå begge midt i rækken inden dagens kamp, og en sejr kunne sende begge et godt stykke væk fra bunden.

Hobro startede bedst ud og var mest i boldbesiddelse i kampens første 10-15 minutter. De mange afleveringer førte dog ikke til særlige målchancer.

Som 1. halvleg skred frem, kom udeholdet bedre med, og de to hold jævnede hinanden godt ud. Det skal dog ikke lyde alt for positivt, for kampens første havdel var lidt af en skuffelse spillemæssigt.

Der var mange fejlafleveringer, men OB viste sig alligevel som det farligste mandskab. Bashkim Kadrii får en afslutning blokeret af en heroisk kæmpende Ahmedhodzic, der kaster sig ned foran afslutningen.

Efter en halv times spil er Kadrii igen tæt på, men Jesper Rask i Hobro-målet kommer godt igen forsøget. Mere skete der ikke i en halvleg, hvor de to defensiver var væsentligt bedre end offensiverne.

Fra 2. halvleg sætter OB sig på spillet, og de første 10-15 minutter ligner det, at fynboerne kommer tættere og tættere på en scoring.

De får også mulighederne. Først er Janus Drachmann tæt på at få skovlet bolden i mål efter et par dueller i Hobro-feltet. Det bliver også til en stor chance til Kadrii, men angriberen sparker forbi mål.

I stedet er Hobro tæt på at komme foran. Efter et hjørnespark opstår der et nærmest absurd langt klumpspil i OB-feltet, men til sidst får de stribede reddet kastanjerne ud af ilden.

Det hele ender dog uden scoringer i kamp, hvor Hobro må være mest tilfredse med resultatet.

Loading