• Nyhed
  • Offsite

Hvor er de nu? – Den danske guldårgang fra u/17-VM i Mexico

Annonce

Danmarks årgang 1994 har altid været set som lidt af en guldårgang. I 2011 kvalificerede Danmark sig så for første og eneste gang nogensinde til u/17-VM. Men hvordan går det egentlig den gyldne årgang, der var hypet voldsomt? Det får du svaret på i denne artikel

Da Danmark i 2011 kvalificerede sig til u/17-VM, var det kæmpestort. Holdet, der bestod af spillere fra årgang 1994 samt Pierre-Emile Højbjerg fra 1995, blev hypet voldsomt i medierne.

Men til selve slutrunden gik det ikke specielt godt. Første tabte de 3-0 til Brasilien, før det blev til et 4-2-nederlag til Elfenbenskysten, hvor Souleymane Coulibaly scorede fire kasser. Og ham kender du ikke? Den tager vi en anden artikel. Kenneth Zohore og Viktor Fischer scorede målene for Danmark i den kamp.

Og i den sidste gruppekamp blev det så til et enkelt point efter 1-1 mod Australien. Thomas Franks mandskab var foran det meste af kampen efter et mål af Lee Rochester, men smed alt til sidst.

Så lad os tage et lille gennemsyn og se, om guldårgangen fra ’94 virkelig var så god, som den blev gjort til. Men først det praktiske. Vi har delt spillerne op i fire forskellige kategorier afhængig af, hvilken position, de spiller på banen. Vi har valgt ikke at give karakterer, da vi synes, du selv skal have lov at tænke, om spillerne har gjort det godt. Deres nuværende klub står ved siden af navnet, mens deres daværende klub i 2011 står i parantes.

U/17-EM-truppen fra 2011

Målmænd:

Oliver Korch – Hvidovre IF (FC Midtjylland)
Det var Oliver Korch, der stod alle de danske kampe til slutrunden, og på u/19-landsholdet blev spilletiden noget mere ligeligt fordelt mellem ham og Casper Radza. Spilletid var der dog ikke meget af, da han blev rykket op i førsteholdstruppen i Midtjylland, og derfor blev han lejet til Hobro, der netop var rykket i Superligaen. Men heller ikke her blev det til et eneste spilminut, da han ikke kunne slå Jesper Rask af. Derfor skiftede han videre og efter et smuttur på Færøerne, er han nu at finde hos 2. Divisions tophold fra Hvidovre. Her er han dog suveræn andenmålmand bag Mikkel Hasling, og det er næsten kun blevet til pokalkampe i sæsonen. Derfor kunne det godt tyde på, at han må endnu længere ned for at finde sin næste klub.

Christian Schultz – Pensioneret (Silkeborg IF)
Det er en trist historie med Christian Schultz, der var reserve for Silkeborgs Superligamandskab, men som stoppede karrieren som blot 19-årig. Schultz var meget skadet og fortalte selv, at det ødelagde lysten og motivationen til at spille videre. I stedet koncentrerede han sig om at uddanne sig til handelsøkonom i stedet. Schultz nåede aldrig en officiel seniorkamp for SIF.

Casper Radza – Middelfart Boldklub (OB)
Radza var reservemålmand for landsholdet og fik ikke spilletid til VM. Faktisk blev det kun til en u/17-landskamp, men alligevel fulgte han godt med på samtlige landshold indtil u/21. Det viser et eller andet sted, hvor store målmandsproblemer Danmark har haft i nyere tid. Dengang var han OB-spiller, og han blev faktisk rykket i førsteholdstruppen i 2014. Han brugte dog sæsonen som andet- og tredjevalg og fik kun 26 Superliga-minutter, da Michael Falkesgaard gik i stykker i en kamp. Efter et smuttur på Færøerne står han i dag for Middelfart Boldklub i 2. Division. Det er et godt 2. Divisionshold med en del penge, og han har også stået et rigtig fornuftig sæson. Det ville ikke være overraskende, hvis han er at finde i 1. division om kort tid.

Forsvarsspillere:

Derrick Nissen – Boldklubben Marienlyst (Vejle Boldklub)
Nissen var faktisk en rimelig talentfuld og hurtig højre back, der fik en seniorkontrakt i Vejle under Tonny Hermansen. Der var store forventninger til Nissen, der dog var meget skadet i sin tid. Derfor nåede han kun 34 førsteholdskampe for Vejle, før han i 2016 blev sendt til Fyn for at spille i Marienlyst. Her var han fast mand i en længere periode, når han var skaderne kvit. Men pludselig var han væk. Ingen medier har skrevet om, at han er stoppet i Marienlyst, men det er han. Kun en lille linje fra en enkelt artikel fortæller, at han ikke længere er at finde på Fyn. Han er blevet træt af fodbold på eliteniveau og studerer i dag til ergoterapeut, fortæller vores kilder os.

Frederik Holst – Sparta Rotterdam (Brøndby IF)
Den tidligere Brøndby-back Frederik Holst er en af dem, der har fået meget ud af sin karriere. Han spillede alle Danmarks 270 minutter som højre back ved slutrunden og var kendt for at have et formidabelt moustache som 16-årig. Holst nåede 73 ungdomslandskampe og sluttede af med to u/21-EM-kampe. Der var både talent og hårdt arbejde Holst, der faktisk var anfører i Mexico. Men han har også alle dage haft hovedet med sig. Han ville ikke skifte til udlandet, før han var slået igennem i Brøndby. Det gjorde han til dels, men endte til sidst med at takke nej til en kontrakt, fordi han ikke følte sig sikker på spilletid. I dag spiller han derfor i Sparta Rotterdam i den bedste hollandske række. Efter at have siddet på bænken i starten, er Holst blevet fast mand for et hold, der skal igennem en sindssyg playoff-struktur for at redde sig.

Jacob Barrett Laursen – OB (AaB)
Der er nok nogen, der undrer sig over, at der ikke står Juventus ud for Barretts navn overfor. Men da slutrunden blev spillet i 2011, var Barrett stadig en del af AaB. Han er oprindeligt fra Arden, og det var først i 2012, han blev solgt til den italienske storklub efter et træningsophold. Han fik en enkelt kamp ved slutrunden mod Australien, men ellers var han reserve for Riza Durmisi. Da han så skiftede til Juventus var det tydeligt, at skridtet var alt for stort, og at egne evner måske blevet overvurderet en smule. Men det blev faktisk til 15 kampe for Primavera-mandskabet, før han fik at vide, at han ikke havde en fremtid i klubben. Og efter to prøvetræninger i hollandske Excelsior og i OB, valgte han at drage til Fyn. Her er han blevet fast mand som venstre back, selvom han til tiden har været udskældt af klubbens fans.

Mads Aaquist – FC Nordsjælland (FC København)
Hvis man tænker på den Mads Aaquist, der har spillet 10’er, angriber eller kant for FC Helsingør og FC Nordsjælland i denne sæson, kan det godt være svært at tro på, at han faktisk var højre back som ungdomsspiller i FC København. Da der ikke var plads på højre backen på landsholdet, måtte han jo derfor blive rykket op, og han spillede sine to kampe i turneringen som højre kant. Men som ungdomsspiller fortsatte han som back, og det var han også, da han ikke længere kunne bruges i FCK og derfor måtte gå et skridt ned til Helsingør. Her opfandt Christian Lønstrup dog en ny Aaquist som en form for hængende angriber, der var så god, at han var kraftigt medvirkende i, at Helsingør rykkede op. Han gjorde det også godt i Superligaen, hvor han blandt andet scorede begge mål i en 2-1-sejr over SønderjyskE, der var klubbens første tre point i landets bedste række. Så blev han solgt til FC Nordsjælland, og her er det ikke blevet meget spilletid. Han havde anlagt sig en lille topmave og har været lyskeskadet, og spørgsmålet er, om han overhovedet kan spille sig ind.

Nicolai Johannessen – Hvidovre IF (Lyngby Boldklub)
Historien om Johannesen er historien om et talent, der nok var den bedste midterforsvarer i årgangen, men som aldrig rigtig fik chancen på seniorniveau – mener han i hvert fald selv. Tilbage i Lyngby-tiden blev han hurtigt rykket på førsteholdet, og som en talentfuld spiller kommer man naturligvis også til prøvetræning i forskellige klubber i Europa. Heriblandt i AZ Alkmaar, hvor han før har beskyldt sin gamle LBK-træner for ikke at overholde aftaler. Den gamle træner blev så grunden til, at han skiftede til FC Nordsjælland. Her mener han selv, at han fik dårlig kostvejledning, hvilket gav ham en spiseforstyrrelse. Derefter skiftede han til AGF, hvor han ikke syntes, at han fik chancen. Og i dag spiller han så for Hvidovre, der er tophold i 2. Division. Her spiller han dog venstre back og er fast mand, så han kommer med meget stor sandsynlighed til at spille NordicBet Liga i næste sæson.

Patrick Banggaard – Roda/på leje fra SV Darmstadt (Vejle Boldklub)
Patrick Banggaard fik ikke spilletid ved slutrunden i 2011. Dengang var han stadig Vejle Boldklub-spiller, men som vi har set så ofte i de senere år, er spillere fra Jyllands Rubin skiftet til FC Midtjylland og deres meget klare ungdomssetup. Det gjorde Banggaard også, og han nåede 95 Superliga-kampe for midtjyderne. Han blev fast mand i 2013/14-sæsonen, og i sæsonen efter blev han dansk mester med klubben. Han gjorde det så godt, at han skiftede til Darmstadt i januar ’16 for et pænt millionbeløb. Darmstadt var på det tidspunkt stadig et Bundesliga-hold, men de lå håbløst til i tabellen, og selvom Banggaard kom ind og blev fast mand, kunne de ikke reddes. Nu er han blevet lejet ud til Roda i den bedste hollandske række, og her har han også været fast mand siden skiftet. Men det er for et Roda-hold, der skal spille playoff-kampe om at blive i rækken ligesom Frederik Holst og Sparta skal. Man må bare sige, at Banggaard har truffet kløgtige valg, og det har gjort, at han alle steder har været fast mand.

Riza Durmisi – Real Betis (Brøndby IF)
Durmisi er indtil videre den første spiller på listen, der har taget skridtet op og er blevet A-landsholdsspiller, og det vil være noget overraskende, hvis ikke han er udtaget til sommerens VM-slutrunde. Durmisi fik de første to kampe i 2011 og var udeladt i den sidste kamp mod Australien, hvor Danmark stort set allerede var ude. Efter en stor tid i Brøndby er han nu i spansk fodbold hos Real Betis. Her startede han som lyn og torden men på det sidste, har det været svært for ham. Han er ikke særligt defensiv stærk, og det har kostet ham, selvom det på papiret var rigtigt at skifte til spansk fodbold på grund af deres forventninger til, hvad en back kan. Til u/21-EM var han også bag Jonas Knudsen af samme årsag, og den lille iltre fyr med de hurtige trommestikker skal være klar over, at han ikke skal vælge klub fremover, hvor han skal have for mange defensive pligter. Han har fået 23 landskampe.

Midtbanespillere:

Christian Nørgaard – Brøndby IF (Lyngby Boldklub)
Det går ofte folks næse forbi, at Christian Nørgaard faktisk var Lyngby-spiller, før han skiftede til Hamburger SV i 2012. Der var forventet mere af Nørgaard i Hamborg, hvor skader og en dårlig selvtillid smadrede alt. Faktisk nåede han kun at være på bænken en gang for deres førstehold, før han skiftede hjem til Danmark og Brøndby igen. Her var han bestemt heller ikke god i starten, og han så presset ud i de første kampe. Men så skal jeg da love for, at han kom i gang under Alexander Zorniger. Under Thomas Frank fandt han aldrig rytmen, men Zorniger så nogle ting i ham, der gjorde ham meget bedre. I dag er han en af de første mand på holdkortet på det BIF-mandskab, der måske vinder guld.

Lasse Vigen Christensen – Brøndby IF (FC Midtjylland)
Da Lasse Vigen som 15-årig spillede i Esbjerg fB, var der i den grad rift om ham. Der var store og saftige rygter om blandt andet Arsenal, men Vigen valgte i stedet at skifte til rivalerne fra FC Midtjylland, hvor han spillede i 2011. I 2012 skiftede han så til Fulham og imponerede så meget, at han fik debut i FA Cuppen som 19-årig. Og med tiden blev han faktisk fast mand i Fulham, men som tiden gik blev han sat mere og mere af, og til sidst blev han lejet ud til Burton Albion, der også var i Championship. Det stod dog klart, at hans karriere i Fulham var forbi, og derfor skiftede han til Brøndby IF før denne sæson. Her er det blevet til pænt med spilletid, men det er også tydeligt, at Vigen ikke er blandt de fire faste i midtbanediamanten, hvis det står til Alexander Zorniger. Vigen har spillet okay i de kampe, han har fået, og han går nok ikke ned på et lavere dansk niveau.

Patrick Olsen – FC Helsingør (Brøndby IF)
Olsen var den mest hypede midtbanespiller på holdet, og det var med god grund. Han var en rigtig god ungdomsspiller og fik faktisk tre Superliga-kampe i 2012 for Brøndby. Her var Olsen blot netop fyldt 18 år, og det gjorde tilsyneladende noget ved ham, for da Inter ringede, sagde han ja. Der har været mange rygter om det Inter-skifte, og hans agent Niclas Jensen burde måske nok have rådgivet ham bedre. Selvom han faktisk fik en førsteholdskamp i Coppa Italia mod Trapani fra Serie C, var han aldrig rigtig tæt på at bide sig fast. Derfor blev han løst fra sin kontrakt, og efter lidt klubshopperi i Norge, Frankrig og Schweiz er han nu endt i Danmark hos FC Helsingør. Her er han klart første mand på holdkortet og har faktisk spillet godt. Men det er ikke nogen hemmelighed, at Helsingør sagtens kan rykke ned. Og Olsen rykker næppe med, hvis det sker.

Pierre-Emilie Højbjerg – Southampton (Brøndby IF)
Højbjerg var den eneste fra årgang ’95 på holdet, og det blev kun til 20 minutter i hele turneringen for midtbanespilleren. Alt i alt er det gået ok for Højbjerg, men skiftet til Bayern München i 2012 var måske lige skridtet for højt. Han prøvede at fortælle Pep Guardiola, at han skulle have mere spilletid, men det syntes spanieren ikke rigtig. Så han blev lejet ud til Augsburg og Schalke med blandet succes, før han skiftede til Southampton i 2016. Her har det også været en pose blandede bolsjer, men på det seneste er han blevet fast mand i startopstillingen, og det ser rent faktisk ud til, at klubben redder sig. Men det er nok bekymrende for Højbjerg, for en af de første positioner, der bliver købt ind på til sommer, er nok midtbanen. Så er det spændende at se, om han så også klarer sig der.

Angribere:

Danny Amankwaa – Hearts (FC København)
Det er måske den hurtigste spiller på hele holdet, men Danny Amankwaa har aldrig helt nået det niveau, han blev spået til. Især på grund af et utal af trælse skader. I dag er han i skotske Hearts, men hans talent og kvaliteter rakte vel egentlig til mere. Han nåede 65 Superliga-kampe og fik da også bevist, at han bestemt havde niveauet i FC København, men så snart han begyndte at komme tilbage, blev han skadet. Hans gennembrud kom i 2014/15-sæsonen, hvor det blev til masser af spilletid og da også hans eneste mål nogensinde i Superligaen. Men to lange skader i akillessenen og knæet holdt ham ude i rigtig mange måneder, og han har ikke helt været den samme siden da. Det er som bekendt også skader, der kan ødelægge eksplosiviteten, og Amankwaa levede netop af at være lynhamrende hurtig. Han startede inde i to af kampene ved VM og lavede da også en assist, men i dag spiller han i skotske Hearts. Her har han i en overgang trænet for sig selv, da manageren ikke mente, at han var i god nok form.

Kenneth Zohore – Cardiff City (FC København)
Zohore var en af de spillere, der gjorde sig bedst bemærket ved VM. Han scorede det ene af Danmarks tre mål og var allerede dengang bygget af exceptionelle gode gener. Han blev den yngste Superliga-spiller, da han som 16-årig fik det sidste kvarter mod AGF, og det endte så med et noget forhastet skiftet til Fiorentina, hvor han spillede på Primavera-holdet og ikke fik lang tid, før han blev lejet ud igen. Han blev lejet til Brøndby og IFK Göteborg, før han til sidst skiftede til OB på en fri transfer. Der gjorde han det okay og blev så en del af en underlig transfersag i Cardiff. Vincent Tan ejede nemlig både Cardiff og den belgiske klub Kortrijk, men Cardiff havde fået et transferforbud. Derfor blev Zohore købt af Kortrijk for derefter at blive sendt til Cardiff, og her har han faktisk gjort det rigtig fint. Waliserne ligner et Premier League-hold i næste sæson, og Zohore har scoret ni gange i denne sæson.

Kristian Lindberg – FC Roskilde (FC Nordsjælland)
Kristian Lindberg har haft en lidt underlig karriere siden de 20 minutter, han fik mod Australien ved VM. Han blev faktisk givet chancen i FC Nordsjælland, men han tog den aldrig rigtig. Lindberg var god til at gå ned i banen, men målfarlig var han bestemt ikke. Et lejemål til Lyngby var heller ikke sagen, og så skiftede han til Atletico Baleares i den tredjebedste spanske række. Her var han dog helt ude i kulden og startede ikke inde en eneste gang i det år, han var der. Derfor skiftede han hjem til FC Roskilde, hvor han har været inde og ude af holdet, men senest scorede han mod Superliga-nedrykkerne fra Esbjerg. Det er nok cirka her, hans niveau ligger den dag i dag.

Lee Rochester Sørensen – HB Køge (HB Køge)
Lee Rochester scorede Danmarks sidste mål ved VM, og der var store forventninger til Falster-drengen. Per Rud sagde blandt andet, at han var det største talent i HB Køge nogensinde. Men han er aldrig kommet videre. Der var ellers store forhåbninger til Rochester tilbage i 2011, hvor HB Køge rykkede i Superligaen med et meget ungt hold. En 17-årig Rochester udgjorde kantduo med Adeola Runsewe, mens Bo Storm og Simon Makienok var at finde på toppen. Og det blev da også til fint med spilletid i den sæson for Rochester, men noget udlandseventyr blev det aldrig til. Efter to korte visit i Lyngby og FC Vestsjælland vendte han snuden hjem til Køge igen, hvor han nu spiller i NordicBet Ligaen.

Lucas Andersen – Grasshopper (AaB)
Der var også lovende øjne på en vis Lucas Andersen, der rent faktisk nåede at få 40 Superliga-kampe, før han som 17-årig blev solgt til Ajax. Han var den yngste AaB-spiller nogensinde, da han debuterede mod Silkeborg, og stille og roligt blev han fast mand for nordjyderne. I Ajax blev det faktisk også til spilletid, og han nåede over 50 kampe sammen med blandt andet Viktor Fischer, som vi kommer til om lidt. Men niveauet var måske lige skridtet for højt, og derfor blev han lejet til Willem II, hvor han var fast mand og gjorde det rigtig fint, men det blev aldrig til et salg. I stedet er han nu på en lidt anderledes hylde i schweiziske Grasshopper, hvor han faktisk leverer varen og er fast mand. Man kan sige, at han har lavet en double-double med over 10 mål og assists i sæsonen, og det vil ikke være overraskende, hvis vi pludselig hører, at han er skiftet til en lidt større klub igen.

Viktor Fischer – FC København (FC Midtjylland/Ajax)
Fischer var måske årgangens største talent, og da turneringen sluttede for Danmark d. 27. juni, kunne Fischer rejse hjem, kysse kæresten farvel og rejse væk igen. Tidligere i 2011 havde han nemlig skrevet en forhåndsaftale med Ajax, der hentede ham for 10 millioner kroner. Han fik spilletid i starten, men stille og roligt gik det ned af bakke, og både Fischer eller Ajax havde nok regnet med, at det skulle være blevet til mere. Og så gik hans udvikling ellers i stå efter et par pauvre klubskifter til Mainz og Middlesbrough. Og nu er han så hjemme i Danmark, hvor han spiller for FC København. Det er muligvis det, der skulle til for ham. Tryghed og sikkerhed omkring sig, så han kan præstere optimalt. Han er startet rigtig godt i København, og nu skal han så bevise, at han kan gøre det i mere end en halv sæson af gangen.

Yussuf Poulsen – RasenBallsport Leipzig (Lyngby Boldklub)
Den sidste mand i rækken er Yussuf Poulsen, der måske er en af de største overraskelser. Han var en rigtig fin spiller i u/17-årgangen og fik da også spilletid i alle tre VM-kampe, men at han i dag er med på et hold, der skal spille med om europæiske placeringer hvert år, er måske alligevel lidt overraskende. Han skiftede fra Lyngby efter en fremragende periode i 1. Division, hvor han havde scoret mange mål. Der rykkede han så noget overraskende til RB Leipzig, der kun var i den tredjebedste tyske række på det tidspunkt. Faktisk var det Alexander Zorniger, der var manager dengang. Og Leipzig voksede via Red Bull-pengene, og i dag er de med i toppen af Bundesligaen, mens Poulsen også er fast inventar på landsholdet. Det er faktisk blevet til 29 Bundesliga-kampe i denne sæson, men der har været flere bænkpladser end sidste år. Spørgsmålet er, om Poulsen måske lige er på en lidt for høj hylde, men indtil videre går det jo meget godt.

Har du endnu ikke hentet ronaldo.com-appen, hvor du kan følge med i de seneste fodboldnyheder, transferrygter og se videoer, kan du gøre det via linket herunder.