• Nyhed

Icardi og Di Maria redder PSG i ny skuffende præstation

Angel di Maria, PSG
Annonce

Ángel Di María satte PSG på sejrskurs, men Brest skabte panik med sen udskiftning. Mauro Icardi reddede dog de forsvarende mestre fem minutter før tid

PSG tabte i sidste weekend overraskende mod bundholdet Dijon, men gik stadig til lørdagens udekamp mod Brest med et solidt forspring i toppen af Ligue 1.

De forsvarende mestre var igen uden skadede Neymar, og også superstjernen Kylian Mbappé måtte sidde over. Det gav en efterhånden sjælden startplads til Edinson Cavani, men det var en anden profil, der først kom på måltavlen for PSG.

Ángel Di Maria har gang i en fremragende sæson for hovedstadsklubben, og med fem minutter igen af første halvleg kom argentineren alene igennem mod Brest-målet. Han kunne have prikket bolden til en fri Cavani, men valgte istedet på utrolig elegant vis at lobbe bolden over den fremstormende målmand. Et iskoldt og smukt mål af Di Maria.

Men bedst som det lignede en ny PSG-sejr fik Brest udlignet 20 minutter før tid. Et kontraangreb endte hos Grandsir, der kunne passere Keylor Navas i målet og sætte hjemmeholdet på kurs mod et overraskende point.

Fem minutter før tid dukkede indskiftede Mauro Icardi dog op foran mål og gjorde, hvad han gør bedst. Den rodede afslutning nåede over stregen, og det var nok til at give PSG en smal 2-1 sejr. Kønt var det ikke, men Thomas Tuchels mandskab tog endnu et skridt mod endnu et mesterskab.