• Nyhed

Ikonisk angriber skal hjælpe Holland til EM-succes

Getty Images
Annonce

Ruud van Nistelrooy bliver en del af Hollands trænerteam ved EM-slutrunden næste sommer

Når Holland til sommer jagter succes ved EM i fodbold, bliver det med den tidligere angrebsstjerne Ruud van Nistelrooy som en del af trænerteamet.

Det Hollandske Fodboldforbund (KNVB) oplyser, at Nistelrooy samt Everton-målmanden Maarten Stekelenburg vil tilslutte sig det hollandske setup.

Den 43-årige Nistelrooy, der blandt andet tørnede ud for Manchester United i sin storhedstid, vil blive frigjort for sine opgaver som ungdomstræner i PSV Eindhoven for at være med til EM.

“Det er en vidunderlig mulighed for mig at blive en del af holdet som assistent,” siger van Nistelrooy i en udtalelse fra forbundet ifølge AFP.

Han har tidligere været tilknyttet Hollands landshold som assistent fra 2014 til 2016.

Holland er ved EM i gruppe med Ukraine og Østrig samt en endnu ukendt modstander, som skal igennem playoff for komme med til slutrunden.

/ritzau/