• Nyhed

Ingen vinder fundet mellem Vejle og Randers

Annonce

Ingen kunne kalde sig vinder, da Vejle Boldklub og Randers FC i dag spillede 1-1 i Superligaens fredagskamp

Vejle Boldklub tog i dag imod Randers FC i Superligaens 11. runde. Begge hold kom fra gode resultater.

Derfor var der også meget optimisme at spore i en intens start, hvor begge hold kom til fine chancer efter standardsituationer.

Randers satte sig tidligt på opgøret, men det var Vejle, der skulle bringe sig foran. Allan Sousa blev spillet dybt i højre side. Erik Marxen gled, så brasilianeren fik plads til at komme op i fart, drible forbi netop Marxen og flot sparke bolden ind i det korte hjørne.

Det gav oprykkerne et boost, og de viste godt spil i minutterne efter scoringen. Samtidig så Randers-spillerne en smule rystede ud.

Randers-mandskabet fik dog løbende spillet sig tilbage i opgøret. Det resulterede endda i en udligning efter 36 minutter. Denne gang var det et frispark, der blev sendt ind i feltet langt udefra. Det blev siden forlænget af Erik Marxen og opsnappet af Benjamin Stokke, der elegant prikkede bolden over en fremstormende Pavol Bajza i Vejle-målet.

Mere blev der ikke scoret i første halvleg, der derfor endte 1-1.

Opgøret bølger frem og tilbage

Anden halvleg startede, som den første sluttede. Det var fortsat et meget lige opgør, hvor Vejles måske var det bedst spillende hold. Begge havde dog alligevel svært ved at skabe chancer.

Det var dog ikke helt umuligt at undgå chancer. Først havde Randers et fint skud fra distancen, og efter 72 minutter fik Saba Lobzhanidze en stor hovedstødschance, som Bajza dog fik reddet.

Herefter fortsatte Randers med at presse på. De sørgede for at fylde op med mange spillere i boksen, og samtidig kom der rigtig mange gode indlæg fra begge sider.

Det kastede gode muligheder af sig til både Benjamin Stokke og Mikkel Kallesøe.

Der blev dog ikke scoret mere i kampen. Derfor må de tage til takke med 1-1, der giver et point til dem begge.

Har du endnu ikke hentet ronaldo.com-appen, hvor du kan følge med i de seneste fodboldnyheder, transferrygter og se videoer, kan du gøre det via linket herunder.