• Transfer

Journalist: Pochettino vil tage over i United til sommer – på en betingelse

Mauricio Pochettino
Annonce

Ifølge en engelsk journalist har Manchester United holdt hemmelige møder med Mauricio Pochettino. Men argentineren vil have, at klubben ansætter en sportsdirektør

Ole Gunnar Solskjær har fået rettet lidt op på skuden i Manchester United, hvor man på trods af det laveste pointgennemsnit på dette stadie af sæsonen siden Alex Ferguson-årene, stadig indtager Premier Leagues femteplads. Men i klubben overvejer man stadig at ansætte en mere højt profileret manager, og Mauricio Pochettino bliver ved med at spøge i kulissen.

Og nu hævder TalkSport-journalisten Phil Brown, at Manchester United i al hemmelighed har holdt møder med den arbejdsløse argentiner. Pochettino skulle ifølge hans kilder være klar til at tage over til sommer, men på en særlig betingelse.

“Han vil ikke have jobbet før til sommer,” udtaler Brown ifølge Football365 og fortsætter:

“Han kræver, at klubben garanterer, at der bliver hyret en sportsdirektør, og at den sportsdirektør ikke er (administrerende direktør, red) Ed Woodward.”

“Han kræver fuld frihed i forhold til alt, hvad der handler om førsteholdet – også hvem, der kan sælges. Han kræver, at Ed Woodward træder væk fra alt fodboldrelateret, og at der bliver sat penge til rådighed til spillerhandler,” tilføjer journalisten.

Mauricio Pochettino har været arbejdsløs siden han i slutningen af 2019 blev fyret som Tottenham-manager. Her blev han erstattet af José Mourinho, der selv var Manchester United-manager indtil netop Solskjær tog over for godt et år siden.